Det vil blive langt sværere at få bolig i de store byer, hvis forslaget om en liberalisering af andelsboligmarkedet bliver en realitet, siger direktøren for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.

Frie priser på andelsboliger vil få store konsekvenser, både for de danskere, der ikke tilhører den øverste lønklasse, og for selve andelsboligens eksistens.

Sådan siger direktøren i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Jan Hansen, efter Venstre og de Konservative har foreslået en liberalisering af andelsboligmarkedet.

»Det vil få nogle meget uheldige konsekvenser i form af markante prisstigninger på andelsboliger, hvilket her og nu vil komme sælgere til gode, men det vil derimod også ødelægge hele andelsboligformen. Med forslaget vil andelsboligpriserne komme til at nærme sig ejerboligpriserne, og det betyder i sagens natur, at lav- og mellemindkomstgrupper ikke længere vil have mulighed for at købe andelsboliger i storbyerne,« siger Jan Hansen.

»Det vil også betyde, at den økonomi, som en andelsboligforening er afhængig af, nemlig at de enkelte medlemmer har råd til at bidrage til at vedligeholde ejendommen, det vil være et mindre incitament. Dermed vil man igen så en udvikling, som ved ejerboliger, hvor ejendommene bliver i markant dårligere stand,« siger han.

Maksimalprisen på andelsboliger angiver et loft for, hvor meget en andel må sælges for.

I mange år blev landets andelsboliger i hovedparten af tilfældene handlet til lavere beløb end maksimalprisen, men på grund af de eksplosive prisstigninger på særligt det københavnske boligmarked bliver mange andele i dag handlet til maksimalprisen. Sidste år viste en opgørelse fra Realkredit Danmark ifølge Berlingske, at halvdelen af alle handler med andelsboliger skete til maksimalprisen. Med andre ord kunne andelene være blevet solgt for mere, hvis de frie markedskræfter havde været styrende.

»Vi synes, andelsboligmarkedet fungerer, og en liberalisering vil ødelægge denne tredje boligform, som jeg mener, danskerne nyder godt af. Det vil uden tvivl blive sværere at få en bolig i de store byer. Jeg tror, der er behov for denne boligform, der ligger mellem ejer og lejer,« siger Jan Hansen og afviser, at der overhovedet er behov for en gennemgribende overhaling af andelsboligformen.

»Der er sket rigtig meget over de senere år i forhold til at skabe større gennemsigtighed på andelsmarkedet, Når man i dag skal sælge sin andelsbolig, så er man forpligtet til at aflevere en række oplysninger om både boligen og foreningen. Køberen har langt bedre mulighed for at sætte sig ind i sit køb. Jeg synes, man skal få disse regler til at fungere, inden man begynder at gøre op med andelsmarkedet igen,« siger han.