Transkøn er stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Minister lægger op til en ændring.

I 1981 blev homoseksualitet slettet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Men mennesker, der ønsker at skifte køn, optræder stadig på listen.

Amnesty International raser over det og kalder det diskrimination at sygeliggøre transkønnedes oplevelse af at være født i en forkert krop.

- Jeg tror, det kommer som et chok for mange danskere, at man i Danmark automatisk bliver erklæret psykisk syg, hvis man er født med det forkerte køn, siger Helle Jacobsen, kampagneleder i Amnesty International, i en pressemeddelelse.

Transkøn er, når en persons fysiske køn ikke stemmer overens med den indre identitet som mand eller kvinde.

Amnesty mener, det er en menneskeret at definere og få anerkendt sin kønsidentitet. Og derfor opfordrer organisationen sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at fjerne transkøn fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste.

- Transkønnede skal have ret til lægebehandling, som udelukkende behandler deres fysiske problemer, og diagnosen bør slettes fra den officielle sygdomsliste, siger Helle Jacobsen.

Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme følger WHO, som placerer transkønnede i kategorien "kønsidentitetsforstyrrelser". Men sundhedsminister Astrid Krag (SF) kan godt forstå, at det kan virke stødende.

- Så jeg vil gerne bede Sundhedsstyrelsen om ved en revision af den danske udgave af diagnoseklassifikationen at overveje, om et andet udtryk end "forstyrrelser" ville være mere dækkende og mindre stødende, siger ministeren i en udtalelse.

For at få ændret sygdomslisten har Amnesty begyndt en underskriftindsamling sammen med Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT Danmark).

Næsten 10.000 danskere har foreløbig skrevet under.

/ritzau/