En genåbning af Restaurant Vejlegården oven på branden i december er lige på trapperne, erklærer indehaveren Amin Skov på Facebook.

Snart vil der atter blive serveret stegt flæsk og wienerschnitzel på Restaurant Vejlegården.

En brand satte kort før jul sidste år en stopper for det omdiskuterede spisested i Vejle, men renoveringen er i fuld gang, skriver restauratør Amin Skov på Vejlegårdens Facebook-side.

- Vi arbejder på fuld tryk på at renovere samt sætte restauranten tilbage i drift. Vi satser på at åbne dørene inden for den nærmeste fremtid, og glæder os til atter at tage imod Dem, står der blandt andet.

Den 21. december 2012 opstod der brand på Restaurant Vejlegården, og indehaver Amin Skov blev fundet bevidstløs, forslået og røgforgiftet uden for sin brændende restaurant. Han har forklaret, at han blev overfaldet og slået ud af to mænd, som efterfølgende efterlod ham til flammerne.

Politiet har ham dog mistænkt for selv at have været involveret i brandstiftelsen med det motiv at få udbetalt forsikringspenge, og han blev derfor tilbageholdt og sigtet for brandstiftelse.

Senere afgjorde en dommer ved Retten i Kolding, at der ikke var en særligt bestyrket mistanke om, at Amin Skov selv stod bag branden, og han blev derfor løsladt. Politiet har dog opretholdt sigtelsen mod ham.