3819 kilometer. Så lang var strækningen fra Antalya i Tyrkiet til Herning i Danmark, da fire danske ambulancefolk sidste år frivilligt fragtede en syg kvinde hjem til behandling. Den bedrift har nu sikret dem en verdensrekord for den længste ambulancekørsel med en patient.
Ambulancefirmaet Ambulix, der stod bag ambulancetransporten af den lungesyge Hanne Astrup Tornvig fra Tyrkiet til Danmark, er derfor nu optaget i Guinness World Records.
Og det er en bedrift, de er stolte af.
»Det giver os da noget ekstra på det personlige plan, at vi hjalp hende hjem. Vi stillede op frivilligt, både for at hjælpe hende, men også for turen, spændningen, oplevelsen og for rekordens skyld, så det er vi stolte af,« siger ambulanceinspektør hos Ambulix Henrik Hachel til bt.dk.
Den lange patienttransport fandt sted sidste år i august, da den lungesyge Hanne Astrup Tornvig fra Holstebro i flere uger lå indlagt på et hospital i Tyrkiet. Hun var ikke forsikret, og hun havde ingen muligheder for at komme hjem til Danmark.
Ambulancefirmaet Ambulix tilbød derfor at køre ned for at hente hende helt frivilligt.
»Vi har et billede hængede, hvor vi står foran ambulancen, efter vi er ankommet med Hanne til Herning. Vi kalder billedet 'De Fantastiske Fire',« siger Henrik Hachel, der var en af de fire, der tog turen ned til Tyrkiet for at hjælpe Hanne Tornvig.
Udover Henrik Hachel tog en anæstesisygeplejerske, en medicinsygeplejerske og en læge frivilligt med.
Det meste af turen hjem, der strak sig over 49 timer, forløb fint. Men der var dog problemer. Dog ikke i forbindelse med Hanne Tornvigs sygdom.
»Jeg kan ikke anbefale paneret fårelever. Det var ved at slå nogen af os ud af kurs. Især mig,« griner Henrik Hachel og fortsætter:
»Vi fik lige en bid af det, og så var vi nogen, der fik lidt diarre. Men vi havde været forudseende og havde taget tabletter mod det hjemmefra. Men vi måtte lige holde ind ved en burgerkæde med nogle toiletter og tage nogle flere for at sikre, at vi havde fået det ud af systemet.«
Det blev det længste stop på turen. Omkring tre kvarter varede det, før de følte sig sikre på at kunne køre videre.
»Der var langt mellem toiletterne dernede, så vi skulle lige være sikre på, at det var stoppet. Ellers stoppede vi kun for at tanke ambulancen, tjekke olien og få noget at spise,« siger Henrik Hachel.
Derudover opstod der også et problem på turen derned, da de krydsede den tyrkiske grænse. Den unge paskontrollør, der ikke kunne engelsk, kunne kun oplyse dem, at de skulle køre hen mod en bygning, hvorpå der stod 'D3'.
Da de kom derhen og holdt ind i bygningens garage, blev de mødt af nogle uniformerede kvinder.
»Den ene sagde 'Palæstina?' Da vi forsøgte at forklare, at det havde vi ikke noget at gøre med, fik vi til sidst en i tale over telefon, der kunne bedre engelsk. 'Ja, I vil donere jeres ambulance til Palæstina', sagde han. Så måtte vi lige forklare ham, hvad vi egentligt skulle,« siger Henrik Hachel.
Det er dog ikke første gang, Ambulixs lange ambulancerejse er godkendt af Guinness World Records. For rekorden, de slog, var deres egen.
I 2004 havde Ambulix kørt 3269 kilometer med en patient fra Lissabon i Portugal til Rigshospitalet i København. Den nye rekord er dermed en forbedring på 550 kilometer.
Nu venter de fire ambulancefolk på, at de får deres certifikat fra Guinness World Records tilsendt. Et til hver med deres navne op.
»Så skal vi nok ud at fejre det, når vi har modtaget dem,« siger Henrik Hachel.
