Alarmchef i SOS International Morten Holten oplyser, at der er tale om en ældre dansk kvinde fra Esbjerg, der under en ferie i Thailand med sin mand pludselig blev alvorligt syg, fordi hendes hjerte begyndte at slå for hurtigt.
Mens hendes mand blev tilbage i Thailand, kom hun natten til i går på et ambulancefly til København, men på grund af askeskyen fra den islandske vulkan, måtte flyet tidligt fredag morgen nødlande i Frankfurt.
- Det er alvorligt med hendes hjerte, kan jeg sige uden at være læge, og hun er nu indlagt på et sygehus i Frankfurt ind til videre, siger Morten Holten.
Den hjertesyges datter skulle have taget imod sin mor i lufthavnen, men hun ved heller ikke, hvornår hun kommer til at se sin mor.
-Datteren er dybt berørt af hele situationen og taler med vores psykolog, siger Morten Holten.
Alarmchef hos SOS International Morten Holten oplyser, at der lige nu er omkring 40 syge skandinavere strandet rundt omkring i verden, som skulle have været hjem, men som nu må behandles, der hvor de befinder sig.
- Vi har en gruppe meget syge patienter, hvor vi skal vurdere hver sag for, hvorvidt der kan foretages en operation på et hospital, der hvor de befinder sig, eller om de skal flyves hen til et hospital i nærområdet, siger Morten Holten.
Der ud over er der en gruppe patienter i Europa, der måske skal transporteres med bus til Danmark, hvis de vurderes til at kunne klare rejsen.






















