Kommentar: Hvis den teknologiske udvikling skal komme forbrugerne til gode, må politikerne undertrykke  lysten til at forbyde alting

Siden 2014 har man i Storkøbenhavn kunnet køre med taxatjenesten Uber.

Alligevel er det stadig et åbent spørgsmål, om tjenesten er lovlig i Danmark.  Tidligere på ugen var der en forespørgselsdebat i folketingssalen om emnet, men ingen blev vist specielt meget klogere.

Uber er en helt ny måde at køre taxa på. Du downloader en app på din telefon, og så kan du se, om der er ledige chauffører i nærheden, du kan se, hvem de er, hvilke biler de kører i, hvordan andre Uber-brugere har vurderet dem – og du kan se, hvad din tur vil koste.

Er du tilfreds med det hele, klikker du en enkelt gang, og så er din Uber-vogn på vej. Du kan endda følge dens vej hen til dig på det interaktive kort. Chaufførerne kører i deres egne biler, og de har ikke nogen taxauddannelse.

Jeg har kørt Uber mange gange efterhånden, og jeg har regnet ud, at det koster mig cirka det halve i forhold til at køre med en rigtig taxa. Desuden er det både hurtigere og lettere at bestille vognen, og det er trygt at vide, at andre kunder har været glade for netop min chauffør.

Den lave pris og den brugervenlige app har hurtigt gjort Uber til en stor succes i Danmark. Cirka 160.000 danskere har downloadet Uber-app’en.

Det er taxabranchen naturligvis utilfreds med, for her mister man jo kunder. Derfor har taxachaufførerne længe kørt en hård kamp mod Uber, og hovedargumentet er, at der er tale om unfair konkurrence, fordi Uber-chaufførerne ikke skal leve op til de samme regler og restriktioner, som taxachaufførerne skal. Det er sådan set fuldstændig korrekt. Konkurrencen er unfair.

Men i stedet for straks at kræve et forbud mod Uber – sådan som taxachaufførerne, fagbevægelsen og store dele af venstrefløjen gør – burde man vende diskussionen om. Taxabranchen har længe været tynget af et bureaukratisk regelsæt. Hvorfor ikke lette taxachaufførerne for deres byrder, så konkurrencen mellem de gamle Mercedes’er og de nye privatejede vogne kan blive reel og fair?

Selvfølgelig er det forudsigeligt, at fagbevægelsen og venstrefløjen hellere vil forbyde end liberalisere, hellere beskytte det gamle end omfavne det nye. Man vil hellere beskytte eksisterende arbejdspladser end åbne op for en fornyelse af arbejdsmarkedet med en nettogevinst af arbejdspladser: Jo billigere en taxatur er, des flere har råd til det. Og jo flere kunder, desto flere arbejdspladser.

Det er trist, for det burde da være et venstreorienteret projekt ikke bare at få skabt nye arbejdspladser, men også at udnytte teknologien til at sænke priserne og udvide mulighederne for forbrugerne.

Jeg forstår ikke de røde politikere. Men jeg forstår godt taxachaufførerne, som må se kunderne vende ryggen til de traditionelle taxaer og i stedet sætte sig ind i Uber-bilerne – uden at de reelt har mulighed for at gøre noget ved det.

Lad os håbe, at vi snart får en afklaring. Og lad os håbe, at dén afklaring vil være til gavn for både forbrugerne og arbejdsmarkedet.