Stening og pisk er værre end snyd med kommunal støtte, men får vi styr på det sidste, betaler vi ikke for det første.

Da gangsterbossen Al Capone huserede i Chicago i 20erne, forsøgte politiet at få ham dømt for alle de mord, som de vidste, at han havde på samvittigheden. Men uden held – Capone var for smart. Til sidst fandt man på at grave i noget mindre vigtigt, nemlig mandens skatteforhold, og dét gav ham endelig den fortjente tur bag tremmer.

Vi kan følge samme tankegang, når det gælder de rabiate imamer. Og der er bestemt grund til at handle, for der er meget alvorlige problemer med ekstrem islamisme i Danmark.

I denne uge var det den aarhusianske Grimhøjmoské, som fyldte medierne. Vreden og foragten blandt politikere, meningsdannere og almindelige borgere er både forståelig og åbenlys: Den rabiate imam Abu Bilal står i moskéen og opfordrer til stening og pisk af utro kvinder, ligesom imamen beder menigheden om at slå deres børn, hvis de ikke beder til Gud.

Det har fået flere til at kræve moskéen lukket. Men der er både principielle og rationelle grunde til at lade være.

Det principielle først: De rabiate imamer ønsker et middelalderligt og undertrykkende samfund, hvor man ikke kan ytre sig frit. I Danmark står vi for det modsatte. Hvis vi lukker Grimhøjmoskéen på grund af imamens menneskefjendske udtalelser, filer vi lidt af vores ytringsfrihed og vores princip om, at folk skal dømmes på deres handlinger og ikke deres holdninger. På dén måde bevæger vi os et lille skridt nærmere det samfund, som imamerne ønsker.

Rationelt er det også svært at se, hvad man vil opnå ved at lukke moskeen. Det fjerner jo ikke de rabiate holdninger, og sandsynligvis vil de forfærdelige prædikener blot fortsætte i andre og mere lyssky lokaler – hvor der tilmed vil blive skruet en tand op for retorikken.

Nej, vi skal ikke lukke Grimhøj-moskéen. Til gengæld kan vi ramme de rabiate imamer på pengepungen.

For halvandet år siden afslørede denne avis for eksempel, at foreningen bag en nu nedlagt moské på Grimhøjvej uretmæssigt havde modtaget mere end 1,3 million kroner i såkaldt lokale- og aktivitetstilskud fra Aarhus Kommune. Pengene skulle officielt være brugt på miniputfodbold, volleyball og sløjdundervisning, men der var hverken sportsfaciliteter eller værksted på adressen.

Sagen endte med, at kommunen stoppede støtten til foreningen og krævede nogle af pengene betalt tilbage.

Den tidligere imam Ahmed Akkari skriver i sin bog ’Min afsked med islamismen’ om omfattende snyd med offentlige midler blandt muslimske foreninger, som reelt fungerer som ekstremistiske moskeer. Danske kommuners støtteordninger og evindelige projektmageri – særligt på integrations­området – er simpelthen med til at finansiere ekstremismen.

Hvis vi vil leve i et åbent og frit samfund, må vi acceptere, at rabiate imamer prædiker had og undertrykkelse. Men vi skal ikke acceptere, at de gør det for vores penge.

Nok kan vi blive enige om, at stening og pisk er værre end snyd med kommunale støttekroner. Og det er forståeligt, at forargelsen over det første er større end over det sidste.

Men vi må ramme imamerne, hvor vi kan – og det er på pengepungen.