Byline portræt af Amalie Lyhne.
Byline portræt af Amalie Lyhne. Foto: Sara Gangsted

Har du oplevet at stå i gaten og blive nægtet adgang til et fly, som du ellers havde købt billet til og var mødt frem til i god tid? Alene fordi flyselskabet har overbooket flyet.

Det har jeg, og det føles så urimeligt, at man får lyst til at tude. Så kan det godt være, man får 250 euro og en krøllet madkupon i kompensation, men det er altså en ringe trøst, når der står et par trippende børn i Kastrup og savner deres mor.

Debatten om flyselskabernes overbookinger er aktuel, fordi United Airlines i sidste uge på grund af overbooking ikke alene smed en passager af, men også brækkede hans næse og slog to tænder ud på ham. Den uskyldige mand havde ikke gjort andet end at insistere på at beholde sin retmæssige plads. Efter en pinlig omgang med halve undskyldninger, der senere blev hele, meldte United Airlines i mandags ud, at man nu har ændret reglerne, så personalet ikke længere kan overtage flysæder fra passagerer umiddelbart før afgang.

Amalie Lyhne BYLINE

Det er da en begyndelse, men der er behov for mere end dét.

Jeg forstår godt, at man er nødt til at overbooke. Forbløffende mange passagerer med gyldig billet møder nemlig ikke op ved afgang, og det ville være skidt for både miljøet og indtjeningen, hvis man konstant skulle flyve rundt med tomme sæder.

Amaliie Lyhne

Flyselskaberne sparer rigtig mange penge ved at overbooke, og derfor er det også kun rimeligt, at de giver passagerne en ordentlig kompensation, når de er nødt til at smide dem af.

Da jeg for et par år siden oplevede at møde op til et overbooket fly, gjorde flyselskabet – det var Lufthansa – dét, som er normal praksis: De forsøgte at finde en passager, som frivilligt ville melde sig til at tage det næste fly mod at få udbetalt kompensation.

Og der var faktisk nogen, der meldte sig. En familie på fire gik op til skranken og sagde, at de ikke havde noget imod at vente, for de kunne godt bruge lidt ekstra kontanter efter ferien. Men fire passagerer skal jo have fire gange kompensation, og dét var Lufthansa for nærige til. Så de tog i stedet fat i mig, for jeg rejste alene. Jeg nægtede. Jeg ville gerne hjem, og i min situation var 250 euro ikke nok til at få mig til at ændre holdning. Der opstod en masse forvirring, tiden gik, og pludselig endte det hele med, at familien gik ombord, mens jeg bittert tog imod min madkupon og et (med vilje?) meget indviklet skema, som skulle bruges til at indhente kompensationen.

Måske skulle jeg have råbt lidt højere og protesteret lidt voldsommere. Men jeg synes faktisk, at det under alle omstændigheder er en fuldstændig horribel måde at behandle sine kunder på.

Mit forslag: Flyselskaberne må forpligte sig på at gøre det helt og aldeles frivilligt, om man vil afgive sin plads. Og så må de betale dét, det koster – om kompensationen så skal hæves eller ganges med fire.

De siger jo altid selv i debatten om overbookinger, at det faktisk er utrolig sjældent, der opstår problemer, når man tænker på, hvor mange flyvninger de varetager i alt. Det er sikkert rigtigt. Og så kan det jo heller ikke være et problem for dem at droppe nærigheden de få gange, der er brug for det.

SMS

Hitter på Facebook