Hvad tror du er folkeskolen største fag – altså det fag, som eleverne oftest har? Er det mon dansk? Matematik? Idræt, nu hvor der er så meget fokus på at bevæge sig?

Eller hvad med det moderne fag ”at have vikar”? Som flittig avislæser og som mor og bonusmor til tre børn i folkeskolen har jeg en grim mistanke om, at børnene har vikar mere end de har alt muligt andet. Men det er jo bare en mistanke, så jeg ringede til Undervisningsministeriet for at forhøre mig om antallet af vikartimer i folkeskolen. Jeg har nemlig selv fundet en opgørelse fra 2011, som viser, at ni procent af børnenes timer bliver dækket af en vikar eller aflyst, og så har jeg fundet en række artikler fra de seneste par år, som fortæller om meget voldsomme stigninger i brugen af vikarer i kølvandet på folkeskolereformen. Hvad er de ni procent så vokset til monstro?

Jeg er ved det desværre ikke, for Undervisningsministeriet kunne ikke hjælpe mig. ”Undersøgelsen fra 2011 er den seneste undersøgelse, ministeriet har foretaget i forhold til spørgsmålet om brugen af vikarer,” lød det i det høflige svar.

Måske er det også ligegyldigt, om svaret er 12, 15 eller 25. Det er under alle omstændigheder et meget højt tal.

Især fordi en meget stor del af vikartimerne bliver dækket af ikke-uddannet personale – for eksempel helt unge mennesker, der lige har afsluttet gymnasiet – og fordi det almindelige undervisningsforløb stort set altid bliver afbrudt, når en vikar tager over.

Det har altid undret mig, hvorfor så mange vikarer tilsyneladende er på bar bund, når de møder op i klassen. Jeg tror, at samtlige folkeskole-forældre i dette land har oplevet følgende ordveksling derhjemme:

»Hvordan gik det i skolen i dag?«

”Fint.”

»Hvad lavede du i matematik?«

”Vi havde vikar.”

»Ok, men hvad lavede I så?«

”Vi så Pingvinerne fra Madagascar.”

Hvorfor er der så mange vikartimer, der ender i hat og briller, film og forlænget frikvarter?

Én ting er, at den rigtige lærer ikke altid har mulighed for at sætte vikaren ind i det, klassen er i gang med – sådan må det naturligvis være nogle gange. Noget andet er, at timen ender i det rene ingenting.

Hvorfor er det så svært? Hvorfor kan skolen ikke lave en mappe til vikarerne, hvor der ligger ad hoc-opgaver klar til alle fag og klassetrin? Kryds-og-tværs til dansk i 2. klasse, en ordentlig bunke divisionsopgaver til matematik i 5. klasse og et uddrag af Grundloven med tilhørende spørgsmål til samfundsfag i 9. klasse? Altså: Det kan godt være, at vi ikke kom videre med ”Emma and the boy next door”, som vi egentlig skulle i dag, men til gengæld fik vi terpet bøjningen af ”to be”.

Min undren er kun så meget desto større, fordi jeg faktisk gennem årene har mødt utrolig mange dygtige lærere – og såmænd også dygtige vikarer. Jeg oplever også, at skoleledelserne er oprigtigt interesserede i at give børnene et solidt bogligt fundament, ligesom der efterhånden er konsensus blandt samtlige skole-debattører om at skrue op for fagligheden og ned for fjolleriet.

Hvorfor er det så, at ungerne stadig kommer hjem og beretter om vikartimer med YouTube, fodbold og fri leg?

Jeg har et bud. Jeg tror, at både kommunerne, de enkelte skoler og de enkelte lærere er så optaget af de endeløse politiske krav om forandring, at de ikke kan tænke på noget så lavpraktisk som vikartimernes indhold.

Kampen om folkeskolereformen er ikke slut endnu, for selvom reformen er kommet for at blive, udfordrer flere skoler indholdet af den, ligesom både den forrige og den nuværende undervisningsminister selv har åbnet et par kattelemme. Det er positivt, for reformen er noget bras, men det kræver også meget energi af skolerne at ændre, tilpasse, ændre tilbage og kæmpe.

Folkeskolen har alt for længe været en af politikernes yndlingsarenaer for værdimæssig paradegang. Det har bundet skolerne så meget op, at de mangler den frihed og det overskud, der skal til for at løse hverdagens små problemer.

Små problemer, der vel at mærke er alvorlige nok for det enkelte barn – for det er nok begrænset, hvor meget læring man kan klemme ud af ”Pingvinerne fra Madagascar”.

SMS

Hitter på Facebook