En 27-årig person er dræbt efter en voldsom trafikulykke i Rødovre lidt vest for København torsdag eftermiddag.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Thomas Christensen, til BT.

»Det er en lastbil og en personbil, der er stødt sammen. Føreren af personbilen har formentlig mistet herredømmet og er kørt frontalt ind i lastbilen, og så er der en tredje bil, som påkører personbilen. Føreren af personbilen er afgået ved døden,« siger Thomas Christensen.

De pårørende blev underrettet sent torsdag eftermiddag om den tragiske ulykke.

Der er ikke andre tilskadekomne, oplyser politiet.

Politiet fik anmeldelsen om den alvorlige ulykke klokken 12.43 torsdag eftermiddag.

Ulykken skete på Tårnvej nord for Slotsherrensvej i Rødovre. Trafikken blev påvirket af den alvorlige ulykke, hvor Tårnvej blev spærret i begge retninger. Men der er nu åbnet op igen, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.