Ja, undskyld at der bliver lidt 'køvenhavneri' over lederen i dag. Men der har været stor ballade med en Netto-butik på Nørrebro, der måtte lukke, efter at tre personer med anden etnisk baggrund tævede en ansat.

Balladen udstillede spændingen mellem det måske mest hardcore indvandrer-miljø i Danmark og det etablerede Danmark og fortsatte, da der blev kastet sten gennem ruderne, og de Netto-ansatte blev yderligere chikaneret, indtil Netto valgte at lukke butikken.

Sådan. Klassisk konflikt for fuldt skue, og alle de sædvanlige indvandrer-aktører med Dansk Folkeparti i spidsen klar til at levere klicheer fra alle skuffer i jagten på nemme stemmer.

Lørdag eksploderede den politiske del af debatten så, da den danskfødte imam, Abdul Wahid Petersen, fortalte om sit forsøg på at stable et kaffemøde op mellem Netto og den p. t. mest kendte personlighed i det ellers lidt ansigtsløse indvandrer-miljø, 'Lille A'.

Han hedder Abde Benarabe og er sammen med sin storerbror, 'Store A', der p. t. er fængslet, det tætteste, bandekrigen kommer på en modpol til Jønke og Brian Sandberg og er en ledende skikkelse i bandemiljøet omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Fordømmelsen var fuldtonet i går, lige fra Socialdemokraterne på Københavns Rådhus til Dansk Folkeparti: En religiøs ekstremist som Abdul Wahid Petersen skal ikke mægle med gadens værste elementer, lød det.

Hvorfor egentlig ikke, må vi spørge herfra.

Det er jo ikke ligefrem, fordi det officielle Danmark har dundrende succes med dialogen på Nørrebro og i de mest lukkede miljøer. Myndighederne har indtil nu ikke åbnet døre nok til at kunne afvise et gadeinitiativ.

Problemet er måske, at det er blevet offentligt. Den direkte dialog vil og bør altid være vejen frem. Og ja, der er masser af skræmmende perspektiver: At al accept på Nørrebro skal igennem bandelederne, og at det hele ender i 'beskyttelsespenge', som kendes fra rockermiljøet.

Men dette er netop ikke en dialog, hvor politi, myndigheder eller industrien/ Netto ligger på knæ for at få banderne i tale. Det er et initiativ fra en imam - og dem kan man mene meget om - som har butik og kontor i selv samme gade.

Alternativet til dette er ingen dialog. Overborgmester Frank Jensen gik bl. a. til valg på et sikkert Nørrebro. Det er ikke kommet trods gadearbejde og politi-indsats. Der er stadig skud, afbrændte biler og flygtende børnefamilier. Derfor skal intet være uforsøgt.