Falck har travlt. Et kraftigt regnvejr ramte fredag morgen store dele af hovedstadsområdet, og det gav flere oversvømmede kældre - især i den nordlige del af København.

Omkring klokken 10 havde Falck allerede fået 50 henvendelser fra borgere, der havde fået vandskader på grund af uvejret.

Det er især Herlev, Charlottenlund, Bagsværd og Hellerup, der er ramt.

Se også: Vejr-kaos: Flere veje står under vand efter skybrud

Læs også: Torden, hagl og kæmpe regnbyger: Stort grantræ væltede ned over varebil med bilist indeni

Det er især oversvømmede kældre, at mandskabet rykker ud til, men der er også problemer med afløb og dæksler, der ikke kan følge med.

»I øjeblikket har vi 12 hold ude for at suge vand, og det er alt vores disponible mandskab, så der er en del, der venter på at få hjælp,« lyder det fra Falcks presseafdeling.

Her forventer man, at mængden af sager sagtens kan vokse, når folk kommer hjem fra arbejde og opdager, at de har fået vand i huset.

»Vi forventer at få travlt resten af weekenden,« siger Falck.