Magasinforlaget Aller Media, der udgiver ugebladet Se og Hør, indleder nu en undersøgelse af beskyldningerne om, at ugebladet har overvåget kendte og kongeliges kreditkort.

Det oplyser Allers administrerende direktør, Pål Thore Krosby, til TV 2 News.

Undersøgelsen udføres af et eksternt revisionsfirma, og Pål Thore Krosby understreger, at han anser situationen for at være »vældig alvorlig«.

Det er den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, der i en ny bog kommer med påstandene om den ulovlige overvågning. I bogen påstås det ifølge BT, at Se og Hør gennem flere år betalte en IT-specialist i Nets for at levere informationer om kendte danskeres brug af kreditkort.

Aller behandler sagen, som om der er dokumentation for påstandene, fortæller Pål Thore Krosby:

»Det er en svær sag, og hvis enkelte medarbejdere har bedrevet alvorlige ting, så ønsker vi som koncern at tage ansvar for det. Det handler om at tage ansvar for det og tage afstand fra det - og det gør vi,« siger han til TV 2 News.

BNB