Et nordjysk barn er efter alt at dømme draget på ferie med sin familie uden sin bamse.

Den nuttede kanin, du kan se på billedet, blev nemlig forleden fundet i et legeområdet efter sikkerhedskontrollen i Aalborg Lufthavn. Det besluttede personalet i lufthavnens marketingsafdeling at gøre noget ved. De lavede en opdatering torsdag med et billede af kaninen:

»Jeg savner min ejer. Jeg blev fundet i legeområdet i Aalborg Lufthavn. Mens jeg venter på min ejer, hygger jeg mig ved at hjælpe lidt til i lufthavnen, men jeg vil gerne hjem. Kender du min ejer?«

Udover et portrætbillede af kaninen, har medarbejderne taget billeder af den forskellige steder i lufthavnen, kan man se, hvordan den har travlt med at hjælpe til.

Opslaget fra Aalborg Lufthavn, som er blevet delt massivt på Facebook.
Opslaget fra Aalborg Lufthavn, som er blevet delt massivt på Facebook. Foto: Facebook/Aalborg Lufthavn
Vis mere

Hvor andre virksomheder har fået »kærligheden« at føle på de sociale medier, når deres kunder har lagt deres klager eller skuffede oplevelser ud på Facebook og røget ud i såkaldte shit-storms, har opslaget med den glemte kanin ført lufthavnen ud i en sand kærligheds-storm - eller love-storm, som det hedder på nutids dansk.

I løbet af ingen tid har opslaget i skrivende stund fået næsten 3.500 likes på Facebook og er blevet delt mere en 5.000 gange.

Små 200 personer har skrevet en kommentar til opslaget og mange af dem har fået svar fra en af lufthavnens medarbejdere, »Lisa fra Marketing.«

Der er flere, der skriver og foreslår, hvem den ulykkelige ejer kan være, og der er også flere forældre, der selv har stået med ulykkelige børn og glemte bamser, som priser opslaget.

Atter andre bemærker bare, at det er en sød historie, og at lufthavnens personale er seje.

Tilde Sauer skriver:

»Endnu en grund til at AALBORG er verdens bedste lufthavn. Nøgleordet er SERVICE. I har hjertet  på rette sted. Tak for det.«

Og Lotte Hyldgaard Christensen er på linje:

»Elsker disse opslag. Skønt, der er tid og overskud til det. Håber den finder hjem. Ved ikke hvor meget tid vi har brugt på at finde sønnens dengang uundværlige nusseklud.«

Og Jette R. Giversen:

»Et stort plus til Ålborg lufthavn. Jeg håber, kaninens ejermand henvender sig.«