Erhvervsmanden Asger Aamund kan her til morgen se 387 mio. kr. tikke ind på sin bankkonto. Det sker efter, at alle aktier i hjertebarnet Bavarian Nordic er blevet solgt.

Der er tale om i alt 1.793.944 aktier, som selskabet A. J. Aamund A/S nu har afhændet. Asger Aamund har dermed ikke længere hverken aktier eller stemmerettigheder i Bavarian Nordic.



De knap 1,8 mio. aktier repræsenterer 6,5 pct. af den samlede aktiekapital på 27,7 mio. aktier, og derfor var Aamund inden transaktionen
blandt de største aktionærer i Bavarian Nordic.

Mandag lukkede Bavarian Nordic-aktien 2,1 pct. højere i 215 kr., og således nåede markedsværdien 5,95 mia. kr. Det gav Asger Aamunds
aktiebeholdning en værdi af cirka 387 mio. kr.

Asger Aamund var selv med til at stifte Bavarian Nordic og har tidligere været formand for selskabet i omkring 20 år. Han udtrådte af
bestyrelsen sidste år.