Se den status, der fik selv fremmede til at tilbyde hjælp

38-årig århusianer får styr på sin økonomi efter nødråb på Facebook. Masser af mennesker vil låne hende penge til at komme ud af sin dyre gæld.

Det var lidt en spontan handling, da Hanne Møller Nielsen for en uge side på Facebook efterlyste 150 mennesker, der hver vil låne hende 1.000 kr. rentefrit i op til fire år, skriver Århus Stiftstidende.

- Jeg har i mange år slæbt rundt på en gæld, der efterhånden er blevet en klods om benet på mig. Banklån, en kasse­kredit og et komfur købt på afbetaling blandt andet. Jeg er alenemor og lavtlønnet, så jeg kan ikke få billige lån i banken. Selv om jeg betaler 3.000-4.000 kroner på mine lån hver måned, er det ikke ret meget, gælden bliver bragt ned, siger Hanne Møller Nielsen til Århus Stiftstidende.

I et forsøg på at bryde den onde cirkel fandt hun på at skrive låneansøgningen på Facebook: »Er der 150 mennesker, der vil låne mig 1.000 kr. hver?«

At det skulle ende med, at hun en uge senere stod med tilsagn fra flere end 50 mennesker om at låne 150.000 kr., havde hun ikke i sin vildeste fantasi drømt om.

- Jeg tænkte bare, at nu måtte jeg gøre noget. Og så skrev jeg det i statusopdateringen uden de store overvejelser. De første dage var der en del af mine venner, der meldte sig. Men så ebbede det ud, og jeg tænkte, at det her bliver ikke til noget alligevel, fortæller den 38-årige sosu-assistent fra Skejby og fortsætter:

- Så vågner jeg op søndag morgen til en besked på Facebook fra en totalt fremmed mand, der vil låne mig 100.000 kr. Ham er jeg så i kontakt med i løbet af søndagen. Det er en politimand, der engang selv har siddet i en gælds­fælde. Det ender med, at han siger, at han vil overføre pengene til mig. Det sætter så gang i det hele igen, og siden har jeg fået små hundrede henvendelser fra folk, der vil hjælpe mig ud af gælden.

Hanne Møller Nielsen betaler ikke renter af lånene på Facebook. Ikke almindelige renter i hvert fald. Men alle får en form for alternativ rente for at låne hende penge:

- Nogle får en lasagne til fryseren. Andre får kager, en hundepasning eller børnepasning. En har jeg lovet at støvsuge for, siger hun til avisen.

Og lånene bliver betalt tilbage.

Hanne Møller Nielsen har lagt en slagplan: Facebook-gælden skal være ude af verden om fire år.