Den 62-årige Ida Faxholt måtte vente i 12 timer med et galopperende hjerte i akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital i Hillerød, før hun fik lov at komme på hjerteafdelingen.
Da Ida Faxholt fik målt sin puls klokken 14.30 tirsdag eftermiddag var den på 170-180 - det samme, som da hun ankom til hospitalet klokken 5:40 samme morgen. For et normalt, rask menneske på hendes alder svarer dén puls til maksimalpulsen - den maksimale frekvens, hjertet kan pumpe blod rundt i kroppen.
Da der hverken var ledige senge eller lægehænder på hjerteafdelingen på Nordsjællands hospital i Hillerød, kørte Ida Faxholts hjerte tirsdag på maksimalpuls i 15 og en halv time, fra kl. 4:30 til omkring kl. 20.
Dagen derpå fortæller Ida Faxholt rystet om patienter, der ligger så tæt på gangene, at hun måtte kante sig vej mellem sengene for at komme på toilettet. Og om sygeplejersker og læger, der hele dagen styrtede rundt og frustreret forsøgte at finde ud af, hvor de skulle lægge næste patient.
»Jeg er chokeret over den måde, man behandler syge folk, der kommer ind. Og chokeret over den måde, man behandler personalet på, for de løb immervæk hurtigt - alligevel havde de tid til at give et smil eller et kram,« siger Ida Faxholt, der ikke bebrejder personalet, men politikerne, travlheden.
På den pressede akutafdeling var Ida Faxholt en af de heldige, der havde fået plads på en hospitalsstue med kun fire senge adskilt af gardiner og med døren åben ud til gangen. Privatliv var der intet af. Hun hørte alt, hvad der blev sagt bag gardinerne, også meget private detaljer om medpatienter i en kritisk situation.
»Det var ubehageligt at ligge så tæt, at jeg kunne høre alt, hvad der blev snakket om de andre steder, også det som burde være privat, som hvad de havde fejlet,« siger Ida Faxholt.
På akutmodtagelsen hører Ida Faxholt personalet tale om en overbelægning på 50 procent på hjerteafdelingen - sender de en patient derop, får de blot en patient tilbage. Derfor kommer hun ingen steder før kl. 17.30 samme eftermiddag, på trods af, at lægen om morgenen har sagt, at det er på hjerteafdelingen, hun skal behandles.
»Jeg er forarget over, at man behandler sygehuspersonalet på den her måde. De sagde, at de godt kan lide at være der. Men hold kæft, hvor de løb stærkt,« konstaterer Ida Faxholt, og fortsætter: »Det er forrykt, at de har så travlt.«
