- Kunderne bliver klemt i form af højere renter og gebyrer. Aktionærerne får ingen eller begrænset udbytte og medarbejdere i stort tal bliver afskediget. Men bankdirektørerne får lønstigninger. Det er et kedeligt signal at sende til omverdenen i en tid, hvor flere bankers image ikke er det bedste. Derfor bør de være mere ydmyge i deres fremfærd.

Sådan lyder det fra formanden for Dansk Aktionærforening, Niels Mengel, der mener, at bankbosser gør klogt i at udvise ydmyghed.

- Generelt set har de (bankdirektørerne, red.) været alt for langt fremme i skoene med at pleje deres egne interesser, og derfor er der behov for, at de holder igen, siger Niels Mengel.

Nordeas topchef, Christian Clausen, der sidste år tjente 12,2 millioner kroner, siger:
- Det er rigtigt, at vi skal være ydmyge, men jeg bliver også nødt til at sige, at Nordea har betalt over 5 mia. kroner til de danske bankpakker og har ikke modtaget nogen statslige kreditter eller lån. Nordeas aktionærer har fået udbetalt udbytte hvert eneste år i samme periode samtidig med, at banken nu står kåret som Nordens sikreste bank. Det synes jeg også, vi kan være tilfredse med, siger han i et skriftligt svar.

Erhvervskommentator på Berlingske, Jens Chr. Hansen, mener, at bankerne i dag udviser større åbenhed om lønninger end tidligere.

Samtidig er flere banker gået væk fra lukrative bonusordninger. I dag er det kun et fåtal af de 15 største danske banker, der resultat-aflønner den øverste chef.

- Det voldsomme imagedyk, som mange banker har oplevet, skyldes krisen, og at staten har måttet træde til for at hjælpe flere banker. Men det skyldes i høj grad også en forargelse fra den almindelige danskere over, at de får så store lønninger samtidig med, at staten har måttet poste penge i flere banker, siger Jens Chr. Hansen.