Torsdag aften trådte den tidligere muslimske prædikant Ahmed Akkari op foran tidligere modstandere fra Trykkefrihedsselskabet i en kulisse med blandt andre Lars Hedegaard og Søren Krarup, skriver b.dk.

Hvis ord er våben, stod Ahmed Akkari og Trykkefrihedsselskabet bevæbnet til tænderne i hver deres skyttegrav under Muhammed-krisen tilbage i 2005.

Torsdag aften var det knap otte år siden, at den matrende værdikrig rasede på sit højeste, og i de gamle fjenders lejr stillede Akkari sig op for at vise det hvide flag i Vartov-bygningen i København, hvor ingen ringere end N.F.S. Grundtvig var ansat som hospitalspræst i 1800-tallet. Mens eksprædikanten træder op på talerstolen, klapper de over 120 fremmødte af Akkari.

»Jeg ved ikke, om jeg fortjener jeres opmærksomhed. Men det kan være, at der er noget i min livsrejse, der gør, at det samfund, som flere af jer har været med til arbejde for, fortsætter med at bestå,« siger han og retter samtidig en kritik mod den yderste højrefløj – noget flere i salen efterfølgende kritiserer med tilhørende ovationer.

»Der er nogen, der taler om muslimer i meget brede vendninger. Det kan være med til at føre folk over til dem, der er imod danske værdier,« siger Ahmed Akkari.

Siden han i BT meddelte sin bodsgang, har interessen fra omverdenen været massiv. Også fra Akkaris gamle forbundsfæller i de islamiske miljøer har holningskiftet ført hårde reaktioner med sig, og ved aftenen arrangement er civile betjente fra Københavns Politi til stede.

Midt under arrangementet rejser islamkritikeren, der tidligere på året blev udsat for et attentatsforsøg, Lars Hedegaard, sig fra sin plads og kommenterer Akkaris omvendelse. Selv har han inden aftenens arrangement spist middag med Akkari og finder bodsgangen helt igennem reel.

»Han var meget åben om sin transformation under middagen. Jeg glæder mig til at høre mere, om hans personlige rejse, hvordan han gik fra den ene holdning til den anden,« siger han.

Formand tror på Akkari

Den fungerende formand for Trykkefrihedsselskabet, teologen Katrine Winkel Holm, åbnede aftenens arrangement med at sige, »det er næsten for godt til at være sandt«. Hun mener ingenlunde, at Akkari vil lukke såret efter Muhammed-krisen, men at han beviser, at de, der forsvarede tegningerne, havde ret.

»Under Muhammed-krisen anså jeg ham som en farlig fjende af ytringsfriheden, og som en der lavede landsskadelig virksomhed. Men i dag ser jeg ham som en, der angrer. En der har rejst til et nyt standpunkt. Nu er han på den rigtige side, og det er opløftende,« siger hun og understreger, at hun ganske enkelt ikke kan se nogle motiver til, at Akkari skulle lyve om sin anger.

»Han får opmærksomhed, men også dødstrusler og skaber sig nye fjender, hver gang han åbner munden. Jeg vil have været mere skeptisk, hvis han havde skiftet holdning fra påske og til i dag. Det giver god mening, at Akkari har siddet alene i polarnatten og kølet ned,« siger hun med henvisning til, at den tidligere prædikant har fortalt, at det var under et ophold i Libanon i 2007 og senere som lærer i Grønland, holdningsskiftet stod klart for ham.Fortidens fjender

Mens Ahmed Akkari turnerede med en smædekampagne mod Danmark som nation i Mellemøsten, fik Trykkefrihedsselskabet sit egentlige gennembrud. Det blot et år gamle selskabs budskab, om at alt skal kunne publiceres, også det der gør ondt på andre, fik mere og mere bundklang i takt med at de 12 tegninger bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten havde vendt store dele af den arabiske verden mod Danmark. Og det var ikke mindst Ahmed Akkaris fortjeneste, fordi han sammen med en række andre prædikanter rejste til Mellemøsten samme år, som tegninger var blevet bragt, for at fremstille Danmark som et hav af had til muslimer. Resten er velkendt. De afbrændte danske flag, demonstrationerne, boykotten af danske produkter og ikke mindst anslagene mod danske ambassader.

Selv om et gammel dansk mundheld siger, at ord ikke betaler gæld, lader det til denne aften, at nogle af Akkaris aller skrappeste kritikere har taget ham til nåde. Selv siger formand for Trykkefrihedsselskabet:

»Nu er det tiden og handlingerne, det kommer an på«.