Ahmed Akkari advarer andre muslimer imod at lade sig opsluge af islamismen, selvom han ved, at det vil isolere ham yderigere i indvandrermiljøet.
Ahmed Akkari advarer andre muslimer imod at lade sig opsluge af islamismen, selvom han ved, at det vil isolere ham yderigere i indvandrermiljøet. Foto: Martin Dam Kristensen

Det var forår 2006, og termometeret i det mellemøstlige kongedømme Bahrain var allerede godt på vej mod det røde felt.

Blæseren i bilen snurrede, og sammen med en rumlen fra de fire hjul, der hvirvlede ørkenstøvet op, fyldte det kabinen med støj. Alligevel var ingen i tvivl om, hvad der blev sagt, da imam Ahmed Akkari med et grin svarede på et spørgsmål fra sin sidemand. Denne ville vide, hvad der skete, hvis den meget moderate muslim, politikeren Naser Khader, en dag blev integrationsminister i Danmark.

- Mon ikke man så skulle sende to fyre ud for at sprænge ham og hans ministerium i luften, lød det retoriske svar, fra den smilende dansk-libanesiske prædikant på bagsædet.

Siden har han betegnet svaret som en delvis spøg.

Ahmed Akkari 1

Den såkaldte Muhammed-krise mellem Danmark og den muslimske verden var på sit højeste, to danske ambassader var brændt ned, og humøret i den varme bil var i top. Det frisindede og amoralske land fik, hvad det fortjente.

Hvad Ahmed Akkari ikke vidste, var, at ikke alene de øvrige passagerer, men også resten af verden skulle komme til at høre de kontroversielle ord gennem larmen i den varme bil. Sidemanden var hemmelig journalist, og et skjult kamera optog under hele turen.

Fordømmelse

For den nu 34-årige dansk/libaneser blev den efterfølgende afsløring i medierne kulminationen på et modsætningsforhold til det danske samfund, som var blevet opbygget gennem flere år. Politiet indledte en – forgæves – efterforskning for trusler, og politikere og samfundsdebattører stod i kø for at fordømme udtalelserne og den skæggede mand, som gang på gang syntes at puste til det flammende had, der langsomt var ved at omslutte Danmark. Selv følte hovedpersonen, at han gjorde det eneste rigtige.

Ahmed Akkari 1

- På det tidspunkt var jeg dybt inficeret af tanker om, at hele verden og tilværelsen var en skueplads for en kamp mellem det gode og det onde. Den fortolkning af islam og islams værdier, som jeg repræsenterede, var det eneste gode, og Muhammed-tegningerne og alle anderledes tanker var et angreb på alt dét, jeg stod for. Der var et helt miljø, der gerne ville have en reaktion på tegningerne, og den var jeg med til at levere. Det er først senere, jeg har indset, hvor naiv jeg var. De tanker, jeg havde fået indprentet, var alt for sort/hvide. Der var ingen nuancer, og mit verdensbillede var slet ikke modent, fortæller Ahmed Akkari.

Syv år efter at de kontroversielle ord faldt i bilen i Bahrain, møder BT den nu 34-årige Akkari på en stille kaffebar i Aarhus.

Bare klogere

Det sorte fuldskæg er forsvundet, og det samme er de fleste af de idéer og tanker, der dengang gjorde ham til en af landets mest omstridte personer. Den kortærmede, lysegule skjorte, solbrillerne og et bredt smil bidrager til et billede af en mand, der er grundlæggende forskellig fra ham, der tonede frem på alverdens tv-skærme i 2005 og 2006.

Akkari er på farlig grund

- Jeg er bare blevet klogere, siger hovedpersonen selv.

At Ahmed Akkari skulle ende som talsmand for radikal islamisme og modstand mod Vesten, havde de færreste troet, da han som syvårig sammen med sine forældre og fire søskende ankom til Thy i Nordvestjylland. Familien var flygtet fra bomber og undertrykkelse i Libanon, og nu skulle Ahmed Akkari og de øvrige børn integreres i det danske samfund hurtigst muligt. Derfor var det bedst at undgå de store byer med mange andre arabisktalende indbyggere og stærkt religiøse miljøer, mente især faderen.

- De var meget imod, at jeg kom i kontakt med de traditionelle indvandrermiljøer. Vi skulle bo i et hus med have og gå til fodbold, så vi kunne lære dansk og blive en del af lokalsamfundet. Det lykkedes også til dels, selvom modtagelsen i Thy var lidt lunken, fortæller hovedpersonen.

I hjemmet talte man ikke om religion, og Ahmed Akkari var efter eget udsagn nærmest antireligiøs, indtil familien efter flere år i Thy flyttede til Aalborg, så den unge mand kunne komme i gymnasiet.

Hellig krig

- Da vi kom til Aalborg, begyndte der at komme de her mennesker forbi, ligesom Jehovas Vidner. Min far var meget gæstfri, så de kom ind og fik kaffe. Der var egentlig ikke mere i det, men så begyndte de også at opsøge mig personligt, når jeg var ude af huset. De inviterede mig til fredagsbøn og fællesspisning og den slags. Det var hyggeligt rent socialt, og hvad de fortalte om islam, virkede slet ikke så frygteligt. I gymnasiet havde jeg lært at forholde mig kritisk, så jeg diskuterede utrolig meget med dem, når de eksempelvis talte om hellig krig. Men lige så stille blev jeg grebet af de her værdier om et ideelt samfund, hvor man er til med et formål. Det var ikke let for mig at overgive mig, men det skete. I dag tror jeg, det hang sammen med min alder. Når man er så ung, er man nemmere at manipulere med illusioner og løfter end med logik og analyse, fortæller Akkari og tager en slurk af sin varme chokolade med kanel. Kaffe, og især den stærke arabiske slags, kan han ikke lide.

Ahmed Akkari portræt

Da frøet var plantet, voksede træet af sig selv. Religiøse tekster og analyser blev slugt, lagret og forarbejdet, og alt syntes at passe ind i det verdensbillede, de nye religiøse venner havde malet.

- Det var resten af verden mod islam. Alt var en konflikt. Det var det multikulturelle samfund mod islam, demokrati mod islam, sekularisme mod islam. Godt mod ondt. Jeg var ung og naiv og var klar til at møde hele verden og agitere for det. Jeg så slet ikke alt det andet, fortæller Ahmed Akkari.

Han fravalgte et studie i statskundskab og læste i stedet til lærer for sideløbende at få tid til religiøs fordybelse, og inden længe havde den velformulerede unge mand byttet rolle med dem, der havde trukket ham ind i islamisternes fold. Han blev prædikant og talsmand for Islamisk Trossamfund og var nu den, der lovpriste islamisternes verdenssyn over for omverdenen og nye unge. Da Jyllands-Posten i september 2005 bragte 12 billeder af islams profet, Muhammed, gav det eksplosiv næring til den kampgejst, der brændte i hans indre.

- Hvis jeg i dag så mennesker, der reagerede, ligesom jeg gjorde dengang, så ville jeg kritisere dem. Det miljø, jeg var en del af, brugte Muhammed-tegningerne til at vise en form for eksistensberettigelse og sikre sin egen magt. Derfor pustede man til krisen, og jeg gik med på krigsvognen. Fuldt ud, siger Ahmed Akkari.

Flyttede til Grønland

Træet, der var plantet i de sene gymnasieår, var nu fuldt udvokset, og intet stormvejr syntes at kunne rokke det. Men året efter begyndte det alligevel at visne.

- Jeg fik mange personlige tæsk under Muhammed-krisen, og derfor besluttede jeg mig for at trække mig lidt tilbage og tage en pause. Jeg valgte, at 2007 skulle være et meget stille år, og det blev afgørende. Jeg fik tid til at tænke og analysere. Året efter flyttede jeg til Grønland for at undervise, og det gav endnu mere ro. Jeg genoptog en gammel interesse og begyndte at læse en masse bøger om historie og samfundsvidenskab og om mennesker som Barack Obama, og lige så langsomt begyndte jeg at se med nye og kritiske øjne på det, jeg havde været en del af. Jeg fik nuancerne med og kunne se vigtigheden af at have et rummeligt samfund, hvor der er plads til alle måder at leve og tænke på. Jeg kom til at sætte virkelig stor pris på Danmark og den måde, tingene fungerer på her, fortæller Ahmed Akkari.

Ahmed Akkari 1

I dag arbejder han som konsulent for et projekt, der skal styrke samarbejdet mellem en række universiteter i Vesten og Mellemøsten, og derfor opholder han sig ofte forskellige steder i verden. Han drømmer dog om at vende permanent tilbage til Danmark – gerne Aarhus, hvor han denne dag møder BT.

Akkari er gift og har to sønner og en datter, men både kone og børn bor i Libanon. Med Akkaris egne ord er skilsmissen ’undervejs’.

De seneste år har de tidligere trosfæller ifølge Ahmed Akkari flere gange rakt ud i et håb om at få den tidligere så dygtige imam og agitator tilbage i folden. Men han ønsker ikke længere kontakt.

’Fortidens fejl er fremtidens visdom,’ lyder et citat, som han ynder at bruge.

I slutningen af 2008 bekendtgjorde han sin nye overbevisning ved tre afsluttende prædikener i Aarhus, Odense og København. Han vil ikke længere betragtes som imam, han tager afstand fra sine tidligere trosfællers metoder og verdenssyn, og rent religiøst betegner han i dag sig selv som søgende. Opgøret blev mødt med skepsis og vantro.

Selvom Ahmed Akkari nu står frem og advarer mod de miljøer og tanker, han før forsvarede, er der dog fortsat iagttagelser, han ønsker at holde for sig selv. Andre kritikere af troen og den konservative fortolkning er verden over blevet mødt med trusler og attentater, og den 34-årige Akkari ønsker ikke at ende i denne gruppe.

- Jeg er ikke bange, men nødt til også at tænke lidt på mig selv. Hvis jeg siger for meget, kan det ramme mig som en boomerang, og det er en kamp, jeg ikke er klar til lige nu. Men jeg mener alligevel, at det er nødvendigt at åbne munden. For hvis de her mennesker og miljøer får lov at fortsætte uden modstand, kan det få alvorlige konsekvenser. Både for de enkelte mennesker, de tiltrækker, og for samfundet som helhed, siger Ahmed Akkari.

Åbenhed og debat

Han har svært ved at komme med et bud på en enkelt løsning på problemerne, men mener, at åbenhed og debat er den eneste vej frem.

- I dag har jeg en vis forståelse for de mennesker, der ønsker disse miljøer ud af landet. Men jeg er overbevist om, at hvis man skal ændre noget, er man nødt til at rumme dem. For spørgsmålet er, om spirende racisme og modstand ikke bare skaber flere islamister. Det hjælper miljøerne med at overbevise de unge om, at det danske samfund er ondt og imod dem. Man er nødt til i stedet at prøve at møde dem med åbenhed og frie meninger.

 

SMS

Hitter på Facebook