Akkari langer ud efter det muslimske samfund i Danmark. Hos Islamisk Trossamfund er man tavse.

Den tidligere islamistiske prædikant, Ahmed Akkari, som under Muhammed-krisen rejste Mellemøsten rundt og fordømte Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed samt opfordrede til, at man boykottede Danmark kunne i dag se et billede af sig selv blive brugt som skydeskive på en mur i Syrien. 

- Det er grænseoverskridende, og det bekræfter mig i, at der er noget fuldstændig galt i de her religiøse grupper, når man ser hvor nemt, det er, at blive lagt for had på den her måde, siger han. 

Ahmed Akkari stod mandag den 29. juli frem i BT og forklarede ganske opsigtsvækkende, at han helt havde skiftet holdning til Muhammed-tegningerne, som han tidligere så som et angreb mod islam, men nu ser mere som et berettiget indlæg i debatten om ytringsfrihed.

Han mener, at dagens video er eksemplificerer manglen til at rumme andres holdninger hos visse grupperinger. 

- Det er jo ikke den måde, man behandler folk med andre synspunkter, siger han om videoen, hvor han og fem andre danskeres billeder bliver beskudt af dansktalende syriske oprørere. 

Han kæder videoens afsendere direkte sammen med det muslimske samfund i Danmark. 

- Jeg havde forventet, at det muslimske samfund i Danmark ville være i stand til tage en debat og ikke at de ville føre det så langt ud over stregen, som det her. 

Mener du, at det muslimske samfund i Danmark står bag det her?
- De tager i hvert fald ikke afstand fra det. De burde jo gå ud og fordømme det her på det kraftigste. Jeg synes, det er på tide, at muslimerne i Danmark siger fra overfor den slags.  

Hos Islamisk Trossamfund ønsker man ikke at kommentere sagen, oplyser pressesekretær Bilal Assad.

- Jeg har spurgt ledelsen og svaret er, at man ikke har nogle kommentarer, siger han. 

Udover Ahmed Akkari bliver også Muhammedtegneren Kurt Westergaard, Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, tidligere PET-agent Morten Storm, islamkritikeren Lars Hedegaard samt tidligere folketingspolitiker Naser Khader brugt som skydeskiver i videoen.