Under Muhammed-krisen eksploderede en bemærkning fra Ahmed Akkari om Naser Khader. Nu tilbyder Ahmed Akkari en undskyldning til Naser Khader.

Der ser langt om længe ud til at falde ro over et af Muhammed-krisen mest uforløste fjendskaber.

Det drejer sig om den både principielle og personlige strid mellem den daværende prædikant Ahmed Akkari og den daværende radikale politiker Naser Khader, som trods deres fælles muslimske ståsted henholdsvis angreb og forsvarede tegningerne indædt, skriver B.dk.

Ligefrem eksplosiv blev deres uenighed, da den franske dokumentar »Vredens tegninger« viste skjulte optagelser af Akkari, som svarede sidemanden i en bil, hvad der ville ske, hvis Khader blev Danmarks integrationsminister:

»Mon ikke man så skulle sende to fyre ud for at sprænge hans ministerium i luften,« lød Akkaris svar.

Siden undskyldte han sig med, at det var en spøg. Politiet indledte en efterforskning, der endte uden tiltale.

Nu tilbyder Ahmed Akkari en uforbeholden undskyldning til Naser Khader.

»Jeg dummede mig med den meget grove vittighed. En sådan udtalelse kan gøre folk bange, og der er god grund til at undskylde til Naser Khader. Der har jeg ingen forbehold,« siger Ahmed Akkari.

»Jeg levede i et miljø, der måske har tendenser til fjendskab. Og så kommer sådan noget nogle gange ubevidst frem - når man prøver at sige noget sjovt,« fortsætter han.

Under Muhammed-krisen var Ahmed Akkari talsmand for en række muslimske organisationer, herunder Islamisk Trossamfund, der protesterede mod Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten. Sammen med en delegation rejste Akkari også rundt i Mellemøsten med kravet om, at Danmark skulle undskylde for, at tegningerne var blevet bragt.

Men den sidste halvanden uge har Akkari angret og kaldt det »okay« at bringe tegningerne. Naser Khader, som har noteret sig bodsgangen, har offentligt efterlyst en beklagelse til ham.

»Jeg synes, det er fint, at han undskylder. Det er da på tide,« siger Naser Khader og fortsætter:

»Men det vigtigste er, at han får mig overbevist om sin oprigtige omvendelse. Jeg har talt med ham over telefonen og sagt direkte: Jeg er ikke overbevist endnu. Jeg vil gerne mødes face to face. Hvis han virkelig mener det, vil jeg kun blive glad - jo flere vi er om at bekæmpe islamisterne, jo bedre.«

Om der i dag er et modsætningsforhold mellem de to, vil Ahmed Akkari ikke tage stilling til inden mødet.

Spørgsmål: Hvordan syntes du tilbage i 2005-2006, at Naser Khader optrådte under Muhammed-krisen?

»Jeg syntes ikke, at han havde den mæglerrolle, der skulle til. I mange henseender var jeg meget uenig med ham i forhold til hans synspunkter om, hvordan man forholder sig til religion og samfundet.«

Spørgsmål: Hvordan synes du så i dag, at Naser Khader optrådte dengang?

»I dag kan jeg se, at han som dansk politiker forsvarede et synspunkt. I dag er det meget mere forståeligt, at det handlede om politik, især dansk politik.«

Ahmed Akkari forklarer samtidig, at det har været voldsomt for ham at stå frem i medierne den seneste tid.

»Jeg tror slet ikke, at jeg har set konsekvenserne endnu, men de er på vej. Folk i muslimske miljøer, som tidligere havde et godt billede af mig, er meget kritiske over for mig i dag,« siger han og fortsætter:

»At jeg skal mødes med Naser Khader og muligvis Pia Kjærsgaard, kan de mennesker ikke forholde sig til. Jeg har mistet meget, fordi jeg engang havde en anseelse hos dem. Men jeg kan ikke forvente anseelse fra dem, når jeg ikke mener, at de har ret.««

Ahmed Akkari har modtaget en direkte trussel, forklarer han, men er på nuværende tidspunkt ikke under politibeskyttelse.