Af Simon Riedel

Ahmed Akkari har levet i skjul med PET-beskyttelse, siden han i 2013 vendte på en tallerken og stod frem som islamisme-kritiker. På grund af sikkerhedstruslen bor han nu i Grønland, hvor han arbejder som skolelærer. Læs her om hans børneår i Libanon, flugten til Danmark, og hvordan han blev radikaliseret muslim.

Min far holdt mig frem for fotografen på dette familiebillede. Jeg voksede op i Libanon, som reelt var en fransk koloni med franske love og traditioner. Da jeg blev født, var landet stadig et vestligt samfund, klemt inde mellem stærke arabiske kræfter. Religioner fandtes og trivedes side om side, troen var en privatsag. Vi boede i Tripoli, en by på størrelse på med Odense, beliggende ved Middelhavet. Min mor var faglært syerske, og min far var chef på havnen med ansvar for den internationale containerskibsfart. Fordi jeg var den første i familien, blev jeg grundigt forkælet. Jeg var klædt i små italienske habitter med butterfly til bryllupper. Senere havde jeg havde en Atari spillekonsol og så amerikanske serier som Knight Rider og Falcon Crest på tv.

 


Her var jeg på besøg hos min tante, der boede på landet i Libanon. I Tripoli var der et sandt leben til sen aften, og moden fra podierne i Paris fyldte på cafeerne. En af dem, man så der, var min fars ældste bror, som altid havde spejlblanke sko, og hans hår var trimmet. Han var forfatter og underviste i fransk litteratur. En af mine onkler bestyrede Libanons eneste kasino, og en tredje var politiker, vi var en familie, mange kendte og respekterede. Dengang eksisterede de islamiske grupper også, men de havde ikke nogen indflydelse, derfor kunne kvinder gå frit på gaden med håret slået ud, og min mor kunne tage i byen med sine veninder og komme hjem kl. 2 om natten.

 


Da jeg var fire, fik jeg andenpladsen i en konkurrence, hvor jeg læste et digt op. Det var lige før borgerkrigen nåede til Tripoli i 1983. Flere aftener lå jeg sammenkrøbet og rystende i sengen og hørte bragene fra bomber og artilleri i det fjerne. Dag for dag kom støjen nærmere. Krigen var et langstrakt opgør mellem adskillige etniske og religiøse militser. Dengang forstod jeg intet af krigen. Ofte var det sådan, at alle var gennet sammen i husets inderste rum, langt fra vinduerne og i ly for vildfarne kugler. Krigen hærgede i Tripoli i flere år, retssystemet brød sammen, og mine forældre talte om, hvordan venner og bekendte var blevet tortureret og var forsvundet i de syriske besætteres fængsler. Alle kvinder uden slør blev beordret væk fra gaden og enhver, der drak alkohol, blev banket. Vi forsøgte at opretholde et tåleligt liv, jeg tog i skole og min far i havnen, men efterhånden blev skibene væk, for Tripoli var en krigszone.

 


I vinteren 1985, da jeg var syv år, lå jeg en aften og forsøgte at sove, da de velkendte ekkoer fra skud og eksplosioner pludselig fik endnu en lyd. Min far kom øjeblikkeligt ind og hev mig ud af min seng. Vores hus var fanget i krydsild mellem to rivaliserende militser. Vi skulle ud af huset i en fart, og min mor var endda højgravid. Vi løb som aldrig før og kastede os ind på gulvet af en gammel kassevogn og kørte væk. Få dage senere, en mørk decemberaften, trådte jeg ud af et fly i Danmark. Her var fredeligt og roligt, kontrasten til Tripoli kunne ikke være større. Vi kom til at bo på en hvid husbåd i Christianshavn de næste uger, Flotel Europa, i en kahyt uden vinduer og med køjesenge.

 


Danmark var tilsluttet flygtningekonventionen. I Libanon gik jeg i skole, fra jeg var fire år gammel, derfor kunne jeg i København tale en smule engelsk og dermed kommunikere med de danske asylmedarbejdere . Vi blev siden indkvarteret i et asylcenter i Agger i Thy, et par kilometer fra Vesterhavet, og senere boede vi i Aalborg. Min far har tit sagt, at da vi skulle vælge, hvilket land vi skulle flygte til, skulle det være et, som havde tilsluttet sig Flygtningekonventionen. Han valgte ikke Tyskland, England eller Italien, for der mente han, der var for mange arabiske flygtninge. Han ville have os væk fra de tanker og forsamlinger, der skabte krigen. Min far kiggede på kortet og foreslog Danmark. Her er mit klassebillede fra Sønderbroskolen i Aalborg.

 


Efter mit møde med islamismen i moskeen, begyndte jeg at gå mere konservativt klædt og jeg lod mit sparsomme skæg gro. Mit første danske møde med islam var, da jeg boede på asylcenteret, og der kom tre mænd med lange, hvide kjoler, iført kalotter og med fuldskæg, som forgæves forsøgte at komme i kontakt med mig. Religion havde aldrig spillet nogen rolle i vores familie. Senere kom jeg til at lære en libaneser at kende, som var blevet dansk gift. Han var i 30’erne, velsoigneret, uden skæg og aktiv i sportslivet. Han ville have mig med til fredagsbøn i moskeen i Aalborg, men det afviste jeg, for jeg nærede en dyb skepsis overfor den fremmede, religiøse verden. Mine samtaler med ham blev langsomt drejet, og vi talte i timer om meningen med livet, og der kom idéen om en gud og en højere sandhed frem. Da jeg var blevet bearbejdet grundigt nok, tog jeg med ham til moskeen i Danmarksgade i Aalborg, lige over et discountsupermarked. På døren stod der med stavefejl ’Kultural forening for børn og unge’. Indenfor et bederum på 100 kvm, hvor op mod 200 mand var samlet. Det var irakere, kurdere, syrere, palæstinensere, libanesere, afghanere og især somaliere.

 


Mit indtryk af den islamiske verden var negativt, og det blev ikke bedre, da jeg hørte bønnen. Men siden blev jeg opsøgt af mange, der gerne ville have mig med i fællesskabet, og snart var jeg i moskeen igen. Denne gang var der også lækker mad. De mennesker, som jeg afskyede, viste sig at være søde og rare. Jeg havde en kæde med et hjerte om halsen, som imamen sagde, jeg skulle tage af, for det var mod Guds vilje at smykke sig med guld og sølv. Jeg bar det, fordi jeg var blevet forelsket i en kristen arabisk pige på asylcentret, og hun havde den anden halvdel. Det forhold havde dog ingen fremtid, eftersom jeg nu var blevet islamist. Min far brød sig ikke om, at jeg begyndte at komme i moskeen igen og igen, men som 16-årig var jeg i gang med mit eget lille oprør mod mine forældre. Sådan blev jeg trin for trin radikaliseret muslim og endte senere med at fungere som imam. Hvis vi fremover skal blandt andet undgå, at de unge indvandrere i Danmark bliver radikaliseret, skal vi sørge for at stoppe foreningsmiljøer, hvor islamiske imamer præger mentaliteten.

 

Ahmed Akkari udgav I 2014 "Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark". En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky, " sagde Akkari til Berlingske Søndag. Ahmed Akkari, tidligere imam, bor og arbejder i dag som skolelærer i Grønland.
Ahmed Akkari udgav I 2014 "Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark". En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky, " sagde Akkari til Berlingske Søndag. Ahmed Akkari, tidligere imam, bor og arbejder i dag som skolelærer i Grønland. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Ahmed Akkari og hans familie kom til Danmark i 1985, efter familiens hjem i hjembyen Tripoli i det nordlige Libanon blev bombarderet. De bosatte sig i Hurup i Thy, men vendte tilbage til Libanon i 1991. Året efter ønskede familien imidlertid at vende tilbage til Danmark, hvilket dog først var muligt, efter Ahmed Akkari havde været i medierne. Akkari er uddannet lærer fra Aarhus Seminarium. Han har to sønner og en datter. Han blev dansk statsborger i 2003, men hans fraskilte kone er i Libanon med datteren.