Ved du mere om sagen, eller kender du til en lignende episode? Så send en mail til 1929@bt.dk eller giv os besked på vores Facebook.

En kvinde har fået medhold hos Ligebehandlingsnævnet. Det sker, efter at hun blev afvist hos en frisørskole. Hun måtte ikke købe herreklip, fordi ekspedienten kunne se, at hun havde bryster.

Kvinden vælger at klage til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun føler sig udsat for forskelsbehandling. For selvom hun forklarer ekspedienten, at hun ønsker at få en herreklipning og bruge herreprodukter i håret, så nægter ekspedienten at lade hende købe herreklip.

Derfor spørger hun, om det er fordi hun har bryster, og til det svarer ekspedienten angiveligt ’ja, desværre’.

Det fremgår af Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

I 2014 vedtog Østre Landsret, at frisører har ret til at afvise korthårede kvinder, der gerne vil købe herreklip. Den afgørelse blev truffet på baggrund af, at dameklip er mere teknisk kompliceret end herreklip og derfor også tager længere tid. Desuden er dame-hårprodukter dyrere end herre-produkter, og derfor kan korthårede kvinder ikke få herreklip, hvis de have klippet en kvindefrisure.

Det er dog ikke tilfældet i den netop offentliggjorte afgørelse. For klageren fortalte ifølge eget udsagn til ekspedienten, at hun gerne ville klippes som en mand med tilhørende herre-produkter. Men det kunne hun ikke få lov til. Derfor vælger kvinden at vende om og gå ud af butikken.

Den forklaring kan frisørskolen ikke genkende. De har angiveligt fortalt kvinden, at hun vil blive opkrævet for en dameklip, fordi det tager længere tid. Kvinden nægtede at betale det større beløb og valgte derfor at forlade frisørskolen. En repræsentant for frisørskolen fortæller i afgørelsen, at kvinden gerne må få en herreklip med den mindre komplicerede teknik.

Selvom det ikke fremgår tydeligt af afgørelsen, så er der flere ting, der peger på, at kvinden er transkønnet og derfor identificerer sig som en mand. Derfor kan der muligvis være tale om diskrimination af transkønnede, som gerne vil accepteres som det køn, de identificerer sig med.

’(Kvinders, red.) kranium er ikke mere eller mindre besværligt at klippe end et, der sad på en person, som indklagede frisørskole ville tro på var en mand,’ står der blandt andet i afgørelsen under klagerens bemærkninger.

Desuden påpeger kvinden, at frisørskolen burde oplyse på deres hjemmeside, at de diskriminerer trans- og interkønnede, hvilket de ikke skriver.

Ved du mere om sagen, eller kender du til en lignende episode? Så send en mail til 1929@bt.dk eller giv os besked på vores Facebook.