Det er med sine 22 meter Danmarks højeste kunstige vandfald, det strømmer ned af en helt ny bjergtop, og det ender for foden af en af Tivolis ældste forlystelser - Rutschebanen. Så selvfølgelig er vigtigt, hvad vandfaldet kommer til at hedde.

Det blev afsløret i dag, da Tivoli - til tonerne af gardermusik - navngav "Alpefaldet".

Beslutning om navnet har været lagt i hænderne på BTs læsere. Fra sidst i marts er navneforslagene væltet ind på redaktionen. Langt over 2000 har vredet hjernen for at finde det bedste navn, og flere har fundet på en hel stribe gode forslag. Så det samlede antal navne overstiger mindst 2500.

Så Tivoli måtte på overarbejde, da de mange forslag skulle vurderes, og vinderen findes.

- Det er da overvældende, at mere end 2500 navneforslag har været i spil. Kreativiteten har vært høj - navne lige fra Fritfald, Tivoli Falls og Jodle Bierfall til Latterfaldet. Det har været så sjovt at læse, og rigtig mange af navnene kunne det nemt være blevet. Men navnet "Alpefaldet" smager i den grad af alper, frisk luft, sjove hvinende Hansier og Heidier i en tur i den nu 100 år gamle Rutschebane – og alle skal nok forvente et par stænk vand i håret undervejs. Navnet rammer plet, så stort tillykke og tak, siger Tivolis pressechef Torben Plank.

Vinderen af navnekonkurrencen blev Ann Baldus-Kunze fra Slagelse. Hun var ikke den eneste, som fandt på navnet "Alpefaldet", men hun var til gengæld klart den første. Der gik kun 27 minutter, fra konkurrencen var sat i gang, til Anns navneforslag havnede i BTs indbakke.

Dermed vandt hun den store ølfest i Biergarten for 25 personer, inklusive turpas og entre til Tivoli.