Lauritz.com i Aarhus og Aalborg har systematisk bestilt og solgt forfalskede senge fra det svenske selskab Hästens. Det fremgår af en række dokumenter, som Berlingske Business er i besiddelse af.

Den svenske møbelproducent har stævnet det danske auktionshus, der siden har opsagt samarbejdet med de jyske franchise­tagere i Aarhus og Aalborg, hvor svindlen har fundet sted.

Sagen kommer, efter at en lang række negative sager, blandt andet falske Eames-stole, produkter fra Ilva og falsk italiensk vin, har ramt Nordens største auktionshus, Lauritz.com. Den svenske møbelproducent Hästens har udover Lauritz.com også stævnet en række personer forbundet til sagen ved Sø- og Handelsretten, efter at kopier af Hästens-senge produceret i Kina er blevet solgt på Lauritz.com.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lauritz.coms administrerende direktør, Mette Rode Sundstrøm. I stedet skriver virksomhedens konceptchef, Mette Jessen, i en mail til Berlingske Business, at ledelsen på hovedkontoret tager »skarpt afstand« fra, at de nu tidligere franchisetagere i Aarhus og Aalborg har sat senge på auktion med et betræk, der ligner Hästens.

Lauritz.com indgik selv forlig med Hästens i slutningen af sidste år og anerkendte, at Hästens’ varemærke var blevet krænket.

Dengang henviste Lauritz.com til sælgeren af sengene, men gjorde ikke opmærksom på, at hun var blevet opfordret af Lauritz.coms ledelse i Aarhus til at købe, importere og sælge sengene på Lauritz.com. Den oplysning kom først frem i februar i år.

»Det er ikke almindelig forretningsgang. Lauritz.com køber ikke varer i Kina,« skriver Mette Jessen og tilføjer, at mange producenter, herunder kendte mærkevareproducenter, får deres varer fremstillet i Kina.

Sengene blev af Lauritz.com vurderet til at være 20.000 kroner værd, men indkøbsprisen, som Lauritz.coms ledelse i Aarhus kendte, var 280 dollar, som baseret på den daværende kurs svarer til cirka 1.500 kroner.

De senge, der nåede at blive solgt, blev handlet til mellem 5.000 og 10.000 kroner.

Der er tidligere blevet sat store spørgsmålstegn ved Lauritz.coms vurderinger, og denne gang var den også gal.

»Vurderingen var for høj, hvilket er beklageligt. I november 2014 ændrede vi vores vurderingsmetodik. Alle varer bliver i dag vurderet efter forventet hammerslag baseret på tidligere hammerslag af samme type vare,« skriver Mette Jessen i sin mail til Berlingske Business.

Du kan også læse om, hvordan Laurits.com er anklaget for at svindle med luksussenge. Læs historien her.