I de seneste dage har der på de sociale medier floreret en historie om, at flygtninge om bord på en færge på vej til Rødby Havn skulle have begået indbrud i biler, overfaldet en mand og slået hans gravide kone i maven. Den viser sig nu at være en vandrehistorie.

Historien er delt flere tusind gange på Facebook, blandt andet af Suzanne Bjerrehus, der dog har fjernet den fra sin væg igen.

Her er historien:

Nu kan Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi imidlertid dementere, at det drejede sig om en flygtning.

Politiet modtog flere henvendelser fra bekymrede passagerer, og modtog ganske vist en anmeldelse om vold mod en gravid kvinde. Men den såkaldte 'flygtning' var en amerikansk turist, fortæller politiet.

'Politiet har modtaget en anmeldelse om, at en mand den 9. september 2015 kl. 16.30 på Færgen Benedikte, ud for færgelejet i Rødby Havn, tildelte en gravid kvinde et knytnæveslag på læben og sparkede hende lige under maven', oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en mail.

Den anmeldte gerningsmand er blevet identificeret, afhørt og sigtet for vold. Sydsjællands og Lolland-Falsters har derudover afhørt flere vidner, og anmeldelsen er nu under behandling.

Politiet fortæller, at der endnu ikke foreligger nogle beviser for indbrud på biler om bord på færgen, eller at en kæreste skulle have blevet udsat for vold, men politiet vil fortsat undersøge sagen.

Historien kommer i kølvandet på flere falske historier om flygtninge, der opfører sig dårlig.