Arbejdstilsynet gav omstridt psykiatrisk hospital 17 påbud for manglende sikkerhed i 2012

Det fremgår af rapporterne fra Arbejdstilsynets besøg på det psykiatriske hospital i Risskov, som BT har fået aktindsigt i

- Der er arbejdsulykker, der omhandler vold og overfald i samtlige afdelinger. Ved disse overfald er der blandt andet anvendt våben i form af sten, glasskår og ødelagte møbler. Volden og overfaldende har været voldsomme med risiko for potentielt fatale konsekvenser, skriver Arbejdstilsynet fx, da man 16. maj giver hospitalsledelsen et påbud om straks at få rettet op på den manglende sikkerhed. 

Læs alt om det skandaleramte hospital på bt.dk/galehuset  

Tilsynet skriver i samme rapport, at flere i ledelsen kendte til, at der ikke var styr på lægernes brug af alarm-anordninger, som man skal have med ind til patienterne i tilfælde af overfald, hvilket ikke altid blev gjort og dermed skabte »potentielt livstruende« situationer. 

I alt fik hospitalet 17 påbud, herunder fire som skulle efterkommes straks, mens yderligere to lovovertrædelser blev retttet, inden et påbud nåede at blive udstedt. 

Sikkerhedsproblemerne kommer frem kort tid efter, at flere alvorlige forhold på hospitalets retspsykiatriske afdeling er blevet afdækket de seneste uger. Først erkendte hospitalsledelsen, at det var forkert, da man sagde, der kun havde været tre patientflugter i 2012. Det sande tal var 27. Dernæst har tidligere ansatte fortalt, hvordan ledelsen ikke alene bevidst forsøgte at skjule de farlige patienters flugter, men også dækkede over ansattes vold mod patienterne. 

Læs alt om det skandaleramte hospital på bt.dk/galehuset

Hverken hospitalsledelsen eller de ansvarlige i Region Midtjylland har ønsket at udtale sig om sagen. Pressemedarbejder Gudrun Haller ved Region Midtjylland oplyser i en mail, at man vil rette op på de ting, som arbejdstilsynet har peget på.