Lisbeth Zornig forsøger i et opsigtsvækkende radiointerview med 40-årige Sven at forstå, hvorfor han blev afhængig af børneporno

For to måneder siden blev 40-årige Sven anholdt for besiddelse af over 200 gigabyte børneporno på sin computer. Nu fortæller han i radioprogrammet Zornigs Zone på Radio24syv, hvordan det kunne ende så vidt - og hvad han selv ville gøre, hvis han havde en datter, der blev misbrugt på den måde. 

Hvad er det, der gør, at nogle mennesker overhovedet kan holde ud at se på, at børn bliver udsat for seksuelle overgreb? Det spørgsmål forsøger tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig at belyse i et interview med 40-årige Sven, der er sigtet for at besidde børneporno og nu modtager behandling for sin afhængighed.

Han fortæller om en ensom barndom i et arbejderhjem i en lille by på Sjælland, hvor der aldrig blev talt om følelser og moderen gav med bøjlen, hvis han lavede unoder. Han har altid været overvægtig, blev mobbet i skolen og begyndte som så mange andre at se porno i teenageårene. Men mens film og billeder for de fleste på et tidspunkt bliver erstattet eller suppleret med rigtige seksuelle oplevelser, skete det aldrig for Sven.

Han har kun haft to kortvarige intime relationer til kvinder, da han var sidst i 20’erne og i begyndelsen af 30’erne, men det blev kun til 'lidt kysseri'. Efter at han blev droppet anden gang, røg Sven ned i et sort hul og begyndte at søge mere og mere ekstreme former for porno på nettet. Grænserne flyttede sig stødt og roligt fra teenagepiger til helt små børn.

- Primært tror jeg, at man et eller andet sted i kroppen ønskede at have den magt over et hunkøn. Jeg tror, at det var det, der tiltrak mig. Men det er meget svært at forklare, siger Sven i interviewet, hvor han detaljeret beskriver episoder fra film, han har set med børn helt ned til nul år, der bliver seksuelt misbrugt.

Zornig spørger, om han nogensinde tænkte over, hvilke konsekvenser det har for børnene.

- Det gjorde man jo - og sagde til sig selv, hvad fanden er det egentlig, du laver. Sluk det lort, slet det. Men efter at have slettet det hele fem-seks gange tænker man, hvorfor egentlig, du begynder jo bare at hente det igen i næste uge, siger Sven, der omtaler sig selv i tredjeperson i en stor del af interviewet.

Sven er ikke sigtet for overgreb mod børn og unge, men for besiddelse af billeder og film. Og han siger ’nej’ til spørgsmålet, om han nogensinde har haft lyst til at krydse grænsen og have sex med et barn. At han aldrig har set på et barn nede i supermarkedet på den måde. Det er kun noget, der foregår ved computeren, fortæller han.

- For det første tror jeg ikke, at det siger mig noget, og så er man for alvor i suppedasen. Så er du ’fucked for life’, siger Svend, der ikke er i tvivl om, hvad han selv ville gøre, hvis han havde en datter og fandt ud af, at hun var blevet seksuelt misbrugt.

- Så havde jeg nok gladeligt taget 12 år for at pille hovedet af ham.

Lisbeth Zornig spørger, om det føles mindre ’virkeligt’, fordi han ser det på film, selvom han ved, at det er sket i virkeligheden.

- Det tror jeg. Så er det fremmedgjort. Det er ikke noget, der sker nu, svarer Sven.

Interviewet tager en noget uventet drejning, da han afslutningsvist fortæller, at det på et tidspunkt også blev småkedeligt at se en voksen have sex med et barn på computeren.

- Der begyndte jeg inde på nogle chatsites at lave sådan et ’dare game’, hvor man udfordrede kvinder til at gøre alle mulige ting foran et webkamera. Det var strip og gradvist mere og mere. (...) Jeg tror, at den yngste, jeg havde fat i, var 10 år, og den ældste nogen og 60. Dem optog jeg. Det gav mig en følelse af magt, at du kan jo sagtens få nogle kvinder til at gøre noget. Men så bliver man også irriteret over, hvorfor man ikke kan gøre det i virkeligheden, siger han.

Ifølge eget udsagn har Sven ikke set børneporno siden anholdelsen. Han begrunder det dels med ’angsten for at ryge i igen’. Og dels med, at ’man føler sig overvåget, så man tør næsten ikke’. Sven, der er uddannet landmand og arbejder som maskinfører, venter stadig på at få sin dom.