602,8 millioner kroner. Det er, hvad Michael Henriksens arvinger samlet set kan se frem til at få sat ind på bankbogen efter salgets af miljø- og affaldskoncernen MH Gruppen.

Det afslører det seneste årsregnskab fra Michael Henriksen Holding, skriver Finans.

Da det i juni 2015 kom frem, at MH Gruppen var blevet solgt til den London-baserede kapitalfond Agilitas, var prisen ellers hemmelig.

Virksomhederne City Container og Norrecca hører begge under MH Gruppen, som blev stiftet af Michael Henriksen, der gik bort i et helikopterstyrt den 5. september 2014 i farvandet mellem Samsø og Sjælland.

Med sig om bord i helikopteren havde han tre af sine gode venner, det heller ikke overlevede.

Som 20-årig købte Michael Henriksen sin første lastbil og drev sin virksomhed indtil sin død, hvor den havde opnået en værdi på næsten to milliarder kroner.

Ud over sin forretning var han også storsponsor for fodboldklubben FC Nordsjælland, som han havde stor interesse for.

En tilfredsstillende handel

Helt nøjagtigt fremgår det af regnskabet fra Holding-selskabet, at et virksomhedssalg har tilført 863,5 millioner kroner, og at salg af aktiviteter har indtjent 602,8 millioner, der nu skal deles mellem Michael Henriksens efterladte, deriblandt hans tre børn.

Og det kalder Finn Schwarz fra Horten Advokatpartnerselskab, der er betroet opgaven som bobestyrer for Michael Henriksens arv, for en meget tilfredsstillende handel over for Finans.

Han fortæller, at de er i gang med at frasælge resten af Michael Henriksen Holdings datterselskaber og ejendom, da planen er, det skal opløses, inden der er gået et år.

»Grundlæggende set skal vi likvidere holdingselskabet, og det er planen, at vi gør det pr. 1. januar 2017. Det siger sig selv, at alle aktiviteter skal være ophørt, og vi regner med at kunne sælge alle aktiviteter,« siger Finn Schwarz.