Ægkastet mod Medina får ikke holdet bag den populære sangerinde til at øge sikkerhedsforanstaltningerne, når hun går på scenen fremover.

- Samme procedure.

Sådan forholder folkene bag Medina sig til sangstjernens sikkerhedsforanstaltninger, efter der blev kastet æg mod hende under en koncert i weekenden.

- For at være helt ærlig, så fortsætter vi, som vi hele tiden har gjort. Jeg har snakket med PDH Music, der booker hende, og jeg går ud fra, at de har styr på deres ting, siger Medinas manager, Thomas Børresen.

PDH Music har ifølge manageren ansvaret for sikkerheden under Medinas koncerter. På spørgsmål om emnet henviser PDH Music imidlertid til Thomas Børresens kommentarer.

Sagen er blusset op, efter at flere andengenerationsindvandrere kastede æg mod Medina, da hun lørdag stod på scenen i Ishøj Bypark.

- Når hun har et navn, der er så betydningsfuldt for islam, og laver en video, hvor hun viser røv til publikum, så viser hun religionen lort, forklarer en 16-årig anonym dreng, som B.T. har talt med, om baggrunden for de kastede æg.

Drengen var ikke selv med ved koncerten. Men han og en kammerat siger til B.T., at de selv er villige til at kaste æg - og sågar sten - efter sangerinden.

Thomas Børresen ønsker ikke at kommentere, om episoden i Ishøj har givet stof til eftertanke.

- Jeg forventer, at PDH Music gør deres job, lyder det fra manageren.

Den næste koncert på Medinas "Summertour" er fredag i Vallekilde-Hørve Hallen.



/ritzau/