Pressen har i samspil med offentligheden følt et behov for at finde og stemple syndebukke i dønningerne af finanskrisen, der sendte Danmark til tælling i efteråret 2008. Det har ramt de fem tiltalte i Danmarks største sag om kursmanipulation, lyder det fra advokat.

Men det er ikke i orden, når pressen ikke sætter sig ordentligt ind i de ofte komplicerede sager, mikser det med menigmands følelser og holdninger til dette og hint og så i øvrigt stoler blindt på, hvad bagmandspolitiet mener.

Sådan lyder det nu fra advokat Andro Vrlic, der er forsvarer for en af de nu frikendte i sagen om kursmanipulation i forbindelse med den krakkede ebh banks opkøb af aktier i en anden bank. 

- Efter min opfattelse så har medierne været for ivrige og mange gange skrevet de holdninger af som f. eks. bagmandspolitiet har haft. Det kan hænge sammen med, at sagen er kommet i kølvandet på finanskrisen, hvor der i offentligheden har været en vrede mod bankfolk. Så har man set det som en kærkommen mulighed for at give nogle én over næsen, siger Andro Vrlic til BT.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kaldet bagmandspolitiet, mente, at der var tale om kursmanipulation, da den krakkede Fjerritslev-baserede ebh bank i 2008 lagde købsordrer for 8,7 millioner kroner på Sparekassen Himmerlands aktier. Det skulle sikre, at kursen på Himmarland-aktien ikke kom under 600.

To tidligere direktører fra henholdsvis Sparekassen Himmerland og ebh bank og tre medarbejdere, herunder fondschefen, som Andro Vrlic repræsenterede, har været tiltalt i sagen. Og i marts 2013 blev alle de fem tiltalte idømt fængselsstraffe ved byretten i Hjørring. De fældende beviser var blandt andet telefonsamtaler mellem medarbejderne.

Men landsretten frikendte i denne uge de fem bankfolk. Landsretten mener, at telefonsamtalerne skal ses i en større sammenhæng. Og dermed fandt retten det ikke bevist, at der havde fundet kursmanipulation sted. En for mange overraskende udvikling i sagen, der er den første af sin art i Europa.

De fem blev dømt i byretten, så det er vel ikke så mærkeligt, at pressen er gået til stålet?
- Nej, men man skal være meget påpasselig med at hænge nogen ud, når man ikke har en endelig dom. Og det kan godt være, at man har alle mulige holdninger til sagens personer, men jeg mener, at sagen er blevet sat i en forkert ramme af medierne, siger Andro Vrlic.

Han angriber nemlig, at medierne efter landsrettens afgørelse har besøgt tidligere ebh bank-kunder i Fjerritslev, hvor de frikendte i borgernes øjne - på trods af landsrettens afgørelse - er skyldige. Og dermed har pressen dybest set ikke forstået, hvad sagen handler om, lyder analysen.

- Den her sag har slet ikke handlet om småsparere, men om hvorvidt kursen på Sparekassen Himmerlands aktie er blevet holdt kunstigt oppe. Der verserer flere sager mod de ansvarlige ledelser i ebh bank og Roskilde Bank osv. Dét kan man kalde et ‘opgør’, men det er også en helt anden type sager, siger Andro Vrlic.

Koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, afviser kritikken:

- Det er vores opgave at følge oprydningen efter finanskrisen. Byrettens afgørelse i den her sag var meget klar, så jeg synes ikke, der har været noget unormalt i pressens dækning. Det overraskende er, at landsretten kommer til den stik modsatte konklusion, siger hun.

Knudsen mener, at landsrets-afgørelsen må være noget af en ‘bet’ for bagmandspolitiet, og at den ‘må give bagmandspolitiet anledning til at overveje, hvordan man tilrettelægger de kommende sager om kursmanipulation’.

Er man i dansk presse kritisk nok over for bagmandspolitiet?
- Vi har lært, at bagmandspolitiet ikke har succes med alle deres sager. Og vi skal ikke kun læne os op ad bagmandspolitiet, som vi også skal være kritiske over for. Men problemet er også, at man ikke kan få de tiltalte til at sige ret meget. Derfor bliver vi kildemæssigt mere afhængige af bagmandspolitiet.

Mediebossen mener ikke, at pressen har sat den forkerte ramme om sagen, og hun mener, at det er i orden at spørge borgere i lokalsamfund, der har oplevet bankkrak, om sagerne. For det har påvirket mange lokalsamfund gevaldigt, at lokale banker er krakket. Men Lisbeth Knudsen erkender, at ‘det er svært for menig mand at sætte sig ind i de forskellige typer af sager’.

- Folk er meget optagede af, at der bliver placeret et ansvar - og at det bliver afdækket, hvis der er foregået noget, som ikke burde være foregået i forbindelse med finanskrisen. Og det er vores dagsorden, siger Lisbeth Knudsen.

Udover sagen om kursmanipulation venter der erstatningsager mod blandt andet ebh banks tidligere direktør, Finn Strier Povlsen, bestyrelsesformand Egon Korsbæk og andre medlemmer af bankledelsen.