Budskabet er jo omtrent det samme som dét, en stærkt appellerende Anders Fogh Rasmussen leverede i arabisk tv. og Jyllands-Posten selv gik ud med – dengang Muhammed-krisen var på sit allerhøjeste.
At tage hensyn til andre menneskers følelser burde være en naturlig omgangsform. Men religion bør aldrig blive et særligt vægtigt argument, som de sårede kan påberåbe sig i kravet om at slippe for risikoen for at føle sig krænket. Derfor burde Politiken have afstået fra at indgå det såkaldte »forlig«.
Men også andre grunde gør avisens handling betænkelig. Det er naivt at tro, at man med forliget sætter et punktum for tegning-sagen. Fra arabisk hold lød i går opfordringer til, at andre medier nu følger trop. Det sker forhåbentlig ikke. For som Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama rigtigt har påpeget, kan undskyldningen 'ikke andet end opmuntre advokat Yamani og andre selvbestaltede 'repræsentanter' til at forfølge samme strategi i fremtiden'.
Hvis den saudi-arabiske advokat på vegne af de '94.923 efterkommere til Muhammed' var optaget af krænkelser imod muslimer, skulle han i stedet kigge ud af sit kontor.
Det er ganske enkelt vanvittigt at rette vreden imod ytringer i en dansk avisdebat, når de håndgribelige rædsler foregår lige uden for døren. Det er ikke satire-tegninger, der kaster smuds på og krænker islam, men de uhyrlige forbrydelser, der begås i religionens navn. Fra Somalia, hvor guldtænder flås ud af munden på ældre mennesker, til Saudi-Arabien, hvor homoseksuelle risikerer steningsdøden, og unge piger, der er blevet voldtaget, piskes for 'utugt'. Repræsentanter for en hvilken som helst religion i verden, der behandler mennesker så krænkende, må finde sig i hån og spot.
Mange græmmes over den tilsyneladende endeløse værdidebat, udløst af tegningerne, men der er næppe godt nyt forude. Fremtiden byder kun på en variation over sammenstødene. Det er ikke mange måneder siden, en repræsentant fra det kinesiske styre sad i sofaen på Asiatisk Plads og forsøgte at overbevise udenrigsminister Per Stig Møller om, at Danmark skulle undskylde Dalai Lamas besøg og forsikre, at det aldrig ville ske igen.
Så langt gik regeringen trods alt ikke i 'forliget' med de kommunistiske afpressere, men det sker ulykkeligvis nok en dag. Til den tid hedder profeten ikke Muhammed, men økonomisk overmagt.
