Autoforhandler Kasper Aaskov mistede over 30.000 kr. og muligheden for at drive sin forretning i tre måneder, fordi han fik hjælp af sin far til at hente en bil i Tyskland

Endnu et eksempel på Skats bøllemetoder, kalder en advokat, den sag, der nu ser dagens lys. Det sker, selvom skatteminister Karsten Lauritzen (V) så sent som i marts måned slog fast over for BT, at Skat skulle gå efter de ’store fisk’ og finde den rette balance mellem forseelse og straf.

Anledningen var dengang, at BT kunne fortælle om autoforhandler Thomas Brix, som blev afkrævet 600.000 kroner, fordi han benyttede ventetiden ved færgen til at købe seks rammer øl og lidt vin i forbindelse med en biltransport på prøveplader.

Nu viser det sig, at der ikke er tale om en enkeltstående sag.

I dag kan BT fortælle historien om Kasper Aaskov, der er autoforhandler i Varde. Han henter ligesom Thomas Brix biler i Tyskland til kunder i Danmark.

Koster dyrt at lade sin far køre

I midten af februar skal han hente fire biler til nogle kunder. Da hans ladvogn kun kan transportere tre biler, tager han sin pensionerede far Ernst Aaskov med, så han kan køre den ene af bilerne – en sort Mercedes – til Danmark på hans eneste sæt prøveplader.

Det viser sig at koste Kasper Aaskov dyrt.

På grænseovergangen ved Padborg bliver faderen Ernst Aaskov stoppet af en tolder, der kontakter en medarbejder i Skat.

»Min far har ikke fakturaerne i bilen, for dem sidder jeg med i ladvognen. Men jeg er på vej, og er der ti minutter senere. Jeg viser papirerne og forklarer sagens sammenhæng, og at det er min pensionerede far, der hjælper mig med at hente en bil til videresalg. Men Skat mener, at jeg skal kunne fremvise en ansættelseskontrakt for min far. Og det har jeg jo ikke. Han hjælper mig kun et par timer om måneden,« siger Kasper Aaskov.

Skat holder fast

Men medarbejderen fra Skat holder fast i, at Ernst Aaskov ikke må køre bilen for sin søn. Han kræver derfor, at Kasper Aaskov stiller en sikkerhed på 200.000 kr. for registreringsafgiften. Bagefter får faderen lov at køre bilen til politistationen i Padborg, hvor den står, indtil Kasper Aaskov henter den et par timer senere på ladvognen.

14 dage senere afleverer Kasper Aaskov en redegørelse til Skat, men de næste to måneder kan hverken Kasper Aaskov eller hans advokat Claus Bach Christensen få fat i Skat. Og det er et problem. For Skat har ikke bare forlangt fuld registreringsafgift, men har også inddraget hans prøveplader.

Tre måneders karantæne

To måneder senere får Kasper Aaskov endelig en afgørelse fra Skat, der giver ham tre måneders karantæne, således at han først den 13. maj kan søge om at få nye prøveplader igen. En voldsom sanktion, der har store konsekvenser for Kasper Aaskovs forretning.

»Det svarer jo til at tage lastvognen fra en lastbilchauffør. I tre måneder har jeg næsten ingen indtægt haft på grund af den her sag,« siger Kasper Aaskov, der er 40 år gammel og bor i Kolding.

»Jeg mener ikke, at Skat kan kræve, at jeg har en ansættelseskontrakt. Min far kommer blot og hjælper nogle få timer en gang imellem efter behov,« siger den frustrerede bilforhandler.

»Men uanset om det er rigtigt eller forkert, så er sanktionen alt for hård i forhold til, hvad jeg ifølge Skat har gjort galt. Når man så fortæller til Skat, at det kan lukke min virksomhed, så rager det dem. Det er rene bøllemetoder, og at forklare noget til Skat er ligesom at hælde vand på en gås,« siger Kasper Aaskov.

»Og det må da være muligt at hjælpe hinanden i en familie uden at få Skat på nakken,« tilføjer han.

’Nidkære Skat’

De 200.000 kr., som Kasper Aaskov har betalt i registreringsafgift, kommer også til at koste dyrt. For med en betalt registreringsafgift har han nemlig ikke mulighed for at videresælge bilen som fleksleasing, fordi det sker med såkaldt løbende registreringsafgift. Derfor er han nu på bedste molbo-vis nødsaget til at eksportere bilen til en tysk bilforhandler, for så at importere den igen.

Ved en sådan manøvre kræver Skat 15 procent af registreringsafgiften, som så er tabt for Kasper Aaskov.

»Det betyder, at jeg udover tre måneders indtægt mister mere end 30.000 kr., fordi Skat krævede, at jeg betalte fuld registreringsafgift med det samme,« siger han.

»Her forsøger man at drive en forretning og bidrage til fællesskabet, og så skal man stå model til sådan noget her fra Skat. Og det samtidig med, at Skat mister milliarder til udenlandske svindlere. Men når det handler om at ramme en lille erhvervsdrivende som mig, så er der ingen grænser for Skats nidkærhed,« siger han.

Skat fejlfortolker regler

Kasper Aaskovs advokat Claus Bach Christensen mener, at sagen viser Skat fra sin værste side.

Han er først og fremmest uenig i Skats fortolkning af regelsættet om prøveskilte, ligesom han heller ikke mener, at Skat kan stille krav om, at føreren af bilen har en decideret ansættelseskontrakt.

»Det foretagne indgreb er helt ude af proportioner og rene bøllemetoder. Der er jo ikke tale om, at Kasper eller hans far har kørt op og ned ad Strandvejen søndag eftermiddag i en Ferrari på prøveplader. Der er tale om, at en hårdtarbejdende autoforhandler med hjælp fra sin far har transporteret en allerede solgt bil fra en forhandler i Tyskland til Danmark for få dage efter at levere den til kunden. Skats ageren betyder jo reelt, at Kasper ikke kan drive sin virksomhed,« siger han.

I et svar til BT om sagen skriver skatteminister Karsten Lauritzen i en mail:

»Der er i dag klare regler for brugen af prøveplader. Derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, at der er en sanktion, hvis man overtræder reglerne. Jeg ønsker, at der skal være en sammenhæng mellem sanktion og forseelse. Men jeg hverken må eller kan gøre mig til dommer over den konkrete sag. Generelt kan jeg dog sige, at vi ser på at lempe brugen af prøveplader.«


Skat: Reglerne er klare

 

 

 

BT fik fat i underdirektør i Skat Per Jacobsen.

Autoforhandler Kasper Aaskov føler sig dårligt behandlet af Skat. Hvad siger I til det?

»Jeg kan ikke forholde mig til den konkrete sag, men det er altid beklageligt, hvis en virksomhed eller en borger føler sig dårligt behandlet.«

Er Skat for nidkære i sager om bilforhandleres brug af prøveplader, når de henter biler fra Tyskland? Sagen her er jo ikke enestående.

»Jeg forholder mig til, hvilket regelsæt, vi skal administrere, og det man kan sige er, at reglerne er fuldstændig klare på det her område. Og vi er i løbende dialog med brancheorganisationerne, som er blevet informeret om reglerne.«

Hvorfor viser jeres medarbejdere ikke bedre konduite i sager, hvor de erhvervsdrivende helt tydeligt ikke har til hensigt at svindle, men muligvis bare begår almindelige fodfejl.

»I nogle situationer kan man anlægge et skøn, men det kan man ikke på det her område, for der er det faktisk klart, hvad regelsættet er. Det er alene ejeren af prøvepladerne og ansatte, der må køre bilen, med mindre der er tale om f.eks. en demonstrationskørsel. Og man er ikke ansat, hvis man ikke har en kontrakt eller får løn.«

Er der i sagen her balance mellem brøde og sanktion?

»Har man brugt prøveplader i strid med reglerne på færdselslovens område, så svarer det til, at man har kørt i en uindregistreret bil. Derfor er der grundlag for at opkræve registreringsafgiften«.

larh