En artikel i Berlingske om sangerinden Medinas tur til en flygtningelejr i Jordan og brugen af Facebook-kommentarer i nok en Berlingske-artikel om kritik af turen har fået den kendte tv-vært og debattør Abdel Aziz Mahmoud til at sige fra i et opråb på det sociale medie.

'Hvis man skal tro Berlingske og dets kloakrør af et kommentarspor, så er der opstået en kollektiv harme over, at landets største sangstjerne - Medina - er taget til de famøse nærområder. Og at DR2 (jeg) laver et program om hendes tur og situationen i Jordan. Her befinder formentlig over 1 million syriske flygtninge sig nu - ud af Jordans cirka seks millioner indbyggere. Meget af vreden kunne man undgå, hvis man simpelthen bare læste den artikel, man kommenterede. Men ok. Lad mig skære det ud for (i dette tilfælde) Berlingskes harme læsere.' Sådan indleder Abdel Aziz Mahmoud opslaget på Facebook.

Tv-værten var selv med på turen, som han skal skildre i et program på DR2, der kan ses tirsdag i den kommende uge. Og efter Berlingske udgav en artikel med overskriften 'Medina beskyldes for at udnytte flygtningesituationen', hvor forskellige Facebook-kommentarer til en anden Berlingske artikel om turen, bruges som eksempler på, at der er opstået tvivl om Medinas hensigter.

Eller som der skrives i Berlingske-artiklen: 'Alligevel har nyheden om Medinas besøg i Jordan og tv-programmet fået flere Facebook-brugere til betvivle, hvorvidt Medinas interesse i flygtningesituationen er ægte.'

Beskidte ord og løgne

I artiklen inddrages flere danskeres kommentarer. Problemet er bare ifølge Abdel Aziz Mahmoud, at mange af kommentarerne, som bruges i artiklen, er i et meget ubehageligt sprog, ligesom flere af dem ifølge DR-værten slet og ret er forkerte.

»Lige inden vi letter fra Jordan efter nogle mentalt hårde dage med en masse hårde menneskeskæbner, som har siddet fast i en flygtningelejr i årevis, så åbner jeg op for nettet for at se, hvad der sker i Danmark, og så ser jeg, at der skrives en hel del om mit arbejde og Medinas tur. Og der kan jeg som det første se, at der bliver brugt mange beskidte ord, og som det andet, at der er rigtig mange løgne. Og så begynder jeg på flyveturen hjem at skrive en masse stikord og - sætninger. Og da jeg kommer hjem, sætter jeg mig ned og skriver det lange opslag,« fortæller Abdel Aziz Mahmoud.

Opslaget blev ikke kun skrevet, fordi Abdel Aziz Mahmoud lige netop var ked af tonen og folks kommentarer i det givne Facebook-opslag, som blev brugt af Berlingske til en ny artikel. Men også fordi tv-værten mener, at de mange negative kommentarer er udtryk for en større tendens, hvor folk bruger grimt sprog og ikke sætter sig ordentlig ind i tingene samtidig med, at danske medier ifølge Abdel Aziz Mahmoud for ofte bruger tilfældige Facebook-kommentarer som løftestang til deres artikler.

Mundlort og medier

»For det første er det en tendens i befolkningen, at man lukker mundlort ud offentligt på Facebook. Jeg tror egentlig, at det altid har været der, men så har det været gemt ude i folks hjem eller på bodegaerne. Men nu har det med Facebook fundet frem til overfladen. Og samtidig med at folk skriver en masse ubehageligheder, så er der ingen, der modsiger dem,« siger Abdel Aziz Mahmoud og kommer til sin pointe om mediernes rolle:

»Det er et problem, at medier - i det her tilfælde Berlingske, men ofte også andre - bare bruger det, der bliver skrevet i Facebook-kommentarer, som en historie uden kritisk sans. Det er specielt et problem, når det er injurier og løgne, der trykkes, som det er tilfældet med, hvad folk skriver om Medina, som ikke er betalt af DR, men faktisk har aflyst en stribe koncerter for at tage derned og selv starte en NGO i sin egen fritid. Her videreformidles kloaksproget bare og skaber mere had - og så ruller snebolden, og vi ender med, at dannelsen i samfundet forsvinder, og vi bare taler ned til hinanden uden at have sat os ind i sagerne,« siger Abdel Aziz Mahmoud.

Tv-værtens Facebook-opsang har i skrivende stund fået mere end 13.000 reaktioner, er blevet delt mere end 2.200 gange og har fået over 700 kommentarer.

Og det betyder for Abdel Aziz Mahmoud, at han har en forhåbning om, at folk tager budskabet til sig.

»Det er et langt opslag, men folk læser det. Og folk er overvejende enige. Jeg må indrømme, at jeg også havde mine tvivl om Medina, inden vi tog af sted. Om de bliver gjort til skamme, må man se programmet på tirsdag for at finde ud af. Men jeg synes bare, det er vildt, at folk tilsyneladende kender Medinas motiv for at tage af sted uden at have læst artiklen om, hvorfor hun tager af sted, eller før de har set dokumentaren,« slutter Abdel Aziz Mahmoud.

Du kan se hele Facebook-opslaget herunder: