Egentlig var det meningen, at årsopgørelsen først skulle være klar på mandag, men Skat.dk har tyvstartet, så du allerede nu kan smugkigge – hvis du vel at mærke at en vis portion tålmodighed.

Der er i øjeblikket over 200.000 danskere, som står i kø for at tjekke, om de får overskydende skat tilbage – eller om de får en økonomisk lussing i form af restskat.

Heldigvis er der en positiv overraskelse på vej til langt de fleste. Ifølge Skat får omkring to ud af tre danskere penge tilbage i år, og tager man udgangspunkt i sidste års tal, så er der tale om et kæmpe samlet beløb. Her fik 3,4 millioner danskere totalt set 17 milliarder kroner tilbage i skat.

Det svarer til 5.000 kr. per person. Hvis du er blandt de 'heldige', bliver pengene bliver sat ind på din NemKonto den 12. april.

Langt de fleste indberetninger sker automatisk. Men kontorchef hos Skat, Jørgen Wissing Jensen, understreger at det stadig er vigtigt at kontrollere, om tallene er korrekte og foretage eventuelle ændringer og tilføjelser. Det gælder f.eks. befordringsfradrag, håndværkerfradrag og børnebidrag.

»Selv om 80 procent af danskerne ikke har tilføjelser eller rettelser til årsopgørelsen, så er der stadig 20 procent, der skal foretage ændringer. Så det er en rigtig god idé at løbe det igennem,« siger Jørgen Wissing Jensen.

Her kan du tjekke din årsopgørelse.