En letbane fra Aarhus til lufthavnen i Tirstrup kan være et alternativ til at flytte lufthavnen, lyder det fra aarhusiansk rådmand.

Mens ingen rigtig vil lægge jord til en ny østjysk lufthavn, er den socialdemokratiske rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), klar med en Plan B.

Hvis konklusionen bliver, at man skal opgradere den eksisterende lufthavn i Tirstrup, så bør den kommende letbane slå en smut forbi lufthavnen, lyder det ifølge TV2 Østjylland fra Aarhus-rådmanden.

»Jeg tror, at det også spiller en rolle, hvor hurtigt, og hvor nemt og bekvemt, kan man bruge banebetjeningen. Det er da min egen erfaring fra andre steder. Hvis man lander i Oslo, så tager man da toget indtil byen, hvis det er det man skal, for det tager ingen tid,« siger Kristian Würtz til TV-stationen.

Hos Aarhus Letbane, der står for at forsyne den jyske hovedstad med en letbane i 2017, er man med på idéen.

»Det er sådan set ikke svært at få letbanen ud til Tirstrup,« siger Claus Rehfeld Moshøj, der er direktør for Aarhus Letbane, til tv2oj.dk.

Regningen for en forbindelse mellem Aarhus og Tirstrup vil ifølge TV-stationen lyde på mellem en halv og en hel milliard kroner. Transporttiden fra Aarhus til lufthavnen vil være cirka 40 minutter med letbanen.

Et rådgivningsfirma fremlagde tidligere på ugen en rapport, der pegede på tre alternative placeringer af lufthavnen. Skanderborg Kommune har afvist at lægge jord til en lufthavn ved Flensted nær Låsby.

Bolden ligger nu hos byrådet i Aarhus Kommune, der skal tage stilling til, om man vil beholde lufthavnen i Tirstrup eller arbejde henimod en placering i egen »baghave« ved Thomasminde i den nordlige del af kommunen.