Erhvervsmanden Asger Aamund kan smile igen efter en sommer, hvor han har præsenteret offentligheden for store million-underskud i sit eget investerings-selskab

- Jeg er meget tilfreds, siger Asger Aamund til BT.

Det siger han efter der tirsdag blev offentliggjort et fornemt halvårsregnskab fra Bavarian Nordic, hvor Asger Aamund er bestyrelsesformand og storaktionær med syv pct. af aktierne.

Aktier som efter nu forventes at stige i værdi og dermed forgylde Asger Aamund, vurderer en professor og en analytiker over for BT.

- Det ser ud til, at han bliver en holden mand. Det har han også fortjent, siger Caspar Rose, professor i international økonomi og selskabsledelse.



Hos Jyske Bank er der roser til tirsdagens regnskab:

- Det er et flot regnskab, der er blevet aflagt. Man har opjusteret forventningerne for hele året. Hvis man kigger på regnskabstallene, så ser det meget fornuftigt ud, siger Frank H. Andersen, medicinal-analytiker i Jyske Bank, og fortsætter.

- Fra vores side har vi en stærk købsanbefaling på aktien. Vi vurderer, at aktien stadig ikke afspejler den fundamentale værdi, som vi ser den har, siger han.

Asger Aamund selv er både stolt og glad over regnskabet, der viser at omsætningen i første halvår af 2012 rundede 445 millioner kroner:

 - Det er glædeligt at kunne hakke det her af og sige, at det er en succes og en fremgang, siger Asger Aamund.

De gode nyheder fra Bavarian Nordic er tiltrængte for Aamund. I 2011 tabte hans eget selskab 297 mio. kr. og ifølge regnskabet for 2011 var egenkapitalen negativ på 67,6 mio. kr. Men nu kan der være bedre tider på vej.

LÆS MEGET MERE I BT ONSDAG.