Bander over kommuner, der ikke vil give ham penge

Peter Aalbæk bander over, de fynske kommuner ikke kan finde fælles fodslag til filmstøtte

Den kontroversielle direktør for Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, prøver med alle midler for at lokke danske kommuner til at skyde penge i sine filmprojekter.

Aalbæk Jensen har allerede takket være den offentlige filmstøtte opbygget en større privat millionformue via selskabet Zentropa.

Staten har alene via Det Danske Filminstitut støttet Zentropas film med i alt 420 millioner kroner, men det er ikke nok, og Aalbæk går nu nye veje efter flere penge.

Senest har Zentropa forsøgt at få 500.000 kroner fra henholdsvis Bornholm og Allerød kommuner i forbindelse med den aktuelle filmatisering af Jussi Adler-Olsens romaner. Et ærinde der delvist er lykkedes med støtte fra Allerød.

Og med hård retorik forsøger filmbossen også at få fat i flere fynske kommunale støttekroner:

’Så luk da Fyn for helvede. Hvis I ikke vil være med til noget som helst,’ har Aalbæk Jensen sagt møntet på flere fynske kommuner, der ikke vil give penge til FilmFyn. 

De fynske kommuner lokkes til at skyde penge i FilmFyn - der indtil nu har blandt andet bidraget med penge til syv Zentropa-spillefilm og fem -kortfilm - under den forudsætning, at for hver million kroner, Zentropa får til sine film, skal der bruges to millioner eller mere i det sydfynske område.

Men som BT har dokumenteret, er det i praksis vanskeligt at bruge disse penge på Fyn - derfor har Zentropa oprettet et proformaselskab i et sommerhus, der udskriver store regninger til FilmFyn for filmudstyr, således at det ser ud som om, pengene faktisk er brugt på Fyn.

Aalbæk Jensen er i midlertidig ekspert i kvikke bemærkninger, der skal få kommunerne til at skyde penge i projektet.

’Lad mig sige ganske tydeligt. Jeg kommer ikke for at bede om penge. Det er kraft’edme jer, der skal bede mig om penge. Jeg kommer med to-tre gange den omsætning, jeg får et tilskud fra jer, sagde Peter Aalbæk Jensen fornylig under et debatarrangement med fynske kommuner.

På stolen ved siden af Peter Aalbæk Jensen i panelet sad også direktøren for FilmFyn, Bo Damgaard, der beskyldes for »mafiametoder« og »pistolpolitik« for at få flere kommuner med i sin fond.

- Der skal meget til før flere af os borgmestre bliver pikeret. Men vi synes, der har været lidt mafiametoder, siger borgmester Erik Christensen fra Nyborg Kommune.

Han siger, at Nyborg to gange har gjort det klart, at kommunen ikke vil støtte FilmFyn.

- Alligevel bliver FilmFyn ved med at forsøge med noget, der minder lidt om en pistolpolitik, siger borgmester Erik Christensen, borgmester i Nyborg Kommune.