Oprydningsarbejdet efter lørdagens brokollaps er tilsyneladende gået hurtigere, end Vejdirektoratet tirsdag morgen forventede.

Dermed kan de nordsjællandske bilister se frem til, at strækningen åbner tirsdag klokken 15, når eftermiddagsmyldretiden sætter ind.

»Vi er klar til at åbne Helsingørmotorvejen i begge retninger klokken 15 i eftermiddag, men den vil fortsat være spærret indtil da,« skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Tirsdag morgen lød meddelelsen ellers, at strækningen først ville åbne i begge retninger til myldretiden onsdag morgen, men oprydningsarbejdet er tilsyneladende gået hurtigere end forventet.

Det er Vejdirektoratet, der står for at rydde op efter sammenstyrtningen lørdag aften, hvor broen mellem afkørsel 12 og 14 styrtede delvist sammen i forbindelse med et støbearbejde og efterlod flere ton cement og byggemateriale på kørebanen. Strækningen er en af de mest befærdede i Danmark - godt 80.000 biler benytter sig af motorvejen i løbet af et døgn. De har alle måttet finde alternative ruter til og fra arbejde både mandag og tirsdag morgen.

Støberiet på den sammenstyrtede bro var gået i gang lørdag morgen, men omkring klokken 21.30 brød dele af broen sammen, og en større mængde byggemateriale landede på kørebanen. Flere byggearbejdere arbejdede på broen, da ulykken skete, men ingen kom noget til.

Et hold af eksperter besigtigede søndag resterne af motorvejsbroen i et forsøg på at fastslå, hvordan kollapset kunne ske. Der ventes at gå nogle dage, før der foreligger en konklusion på undersøgelsen.

BNB