Hun havde lovet sin afdøde mand, at hun ville blive og passe på hans urne i slotsparken, til hun selv skal ligge ved siden af ham. Men nu ser det ud til, at slotsfruen Else Maria Petersen ikke kan holde sit løfte og i stedet risikerer at blive smidt ud af sit hjem gennem næsten 50 år. Alt sammen på grund af en strid om en varmeregning, hun ikke mener, hun skal betale.

200.000 kroner lød ekstraregningen for varme på for enkefrue Else Maria Petersen på godset Nakkebølle på Fyn. Men dem vil hun ikke betale. For hun vil ikke betale for varme, hun ikke har brugt.

Det fortæller den 88-årige kvinde i et interview med fyens.dk.

I stedet mener hun, at varmeregningen blot er det seneste forsøg fra godsejer Mads Stevnhoveds hånd til at få hende til at forlade det lille slot, som hun solgte til ham i 1998 på grund af en presset økonomi, efter hun blev enke i 1980. Det var dog med en tinglyst ret til at blive boende på ejendommen resten af sit liv.

Men noget tyder nu på, at selv ikke den tinglyste ret er nok til at holde hende i det hjem, hun har kendt gennem de seneste næsten 50 år, efter hun i 1960 blev gift med rigmanden Svend Petersen. For både byretten i Svendborg og Østre Landsret har fastslået, at Else Maria Petersen skylder Mads Stevnhoved og hans kone 196.000 kroner for varme i perioden den 1. november 2013 til 1. februar i år.

Vil sende fogeden efter hende

Det har nu fået Mads Stevnhoved til at sende sagen til fogeden med henblik på at få slotsfruen sat ud af Nakkebølle, skriver fyens.dk.

Else Maria Petersen mener dog omvendt, at det er et nyt halmfyr, som Mads Stevnhoved har installeret i det 1400 kvadratmeter store gods, der har skruet op for varmeforbruget. Hvor hun angiveligt tidligere betalte 3.000 kroner om måneden for varme i godset inklusive kælder og kvist, er regningen nu i stedet 10.000 kroner om måneden.

Det er dog tilsyneladende ikke det eneste problem. I store perioder har hun slet ikke boet i hovedbygningen, men i stedet i nogle værelser i tilbygningen, fortæller hun til det fynske medie. Blandt andet fordi hun har været svagt gående og ikke kunne klare trapperne. Men også fordi der i 2010 opstod en vandskade i hovedbygningen, som Mads Stevnhoved påtog sig ansvaret for at få fikset.

Først i foråret 2015 opdagede enkefruen angiveligt ved et tilfælde, at afspærringen til hovedbygningen var fjernet. En ven fortalte til hende, at der var 'gloende varmt' i hovedbygningen. Selv i den 300 kvadratmeter store kælder.

'Det løfte skylder jeg ham at holde'

Derfor mener Else Maria Petersen, at det høje og unødvendige varmeforbrug er endnu et led i et forsøg på at få hende ud af Nakkebølle.

Hendes håb er nu, at hendes advokat kan få sagen omstødt ved højesteret. Ellers risikerer hun at blive smidt ud, medmindre hun kan finde de 200.000 kroner til regningen.

»Jeg lovede min afdøde mand, at jeg ville blive og passe på hans urne i slotsparken, til jeg selv skal stå ved siden af ham. Det løfte skylder jeg ham at holde,« fortæller Else Maria Petersen.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Mads Stevnhoved, men det er trods flere opkald ikke lykkedes. Overfor fyens.dk ønskede han at kommentere sagen.

Fogedretten har indkaldt til møde den 17. maj.