Drengene fra nabolaget skulle arve huset - der var ingen tvivl i testamentet, som nær var blevet væk.
20-årige Esben Krogsgaard og Bjarke Sørensen er forlængst flyttet fra Struer.
De har lagt barndommens gade bag sig.
Bjarke bor i Kolding og Esben i Odense. Men på lørdag vender de tilbage for at sælge ud af en helt usædvanlig arv, de fik, da 85-årige Ejner Jeppesen, bedre kendt som »Jeppe«, døde den 9. februar.
»Det var en genbo, der gjorde mig opmærksom på, at det var adskillige år siden, Ejner Jeppesen havde besluttet, at de to drenge skulle arve huset,« fortæller advokat Karsten Hjort Larsen, som blev bobestyrer, da Ejner Jeppesen døde.
»Det var ikke registret i det centrale register for testamenter. Der var sket en fejl på dommerkontoret,« konstaterer han.
Men Ejner Jeppesen havde gjort det efter bogen.
Testamentet lå i en kommodeskuffe med alle de officielle vidner og stempler, der skulle til. Der var slet ingen tvivl: Arven skulle gå til Bjarke Sørensen og Esben Krogsgaard.
Ikke fordi, Ejner Jeppesen havde et dårligt forhold til sin søster eller svoger, som ellers stod til at arve ham.
Men simpelthen fordi Bjarke og Esben var Ejners drenge. Ikke af kød og blod. Men han fulgte dem som sine egne.
Dagen inden han døde, var han til fødselsdag hos Bjarke i Kolding, og ugen forinden havde han været på Fyn for at være med til Esben Krogsgaards dimission fra lægestudiet på Syddansk Universitet i Odense.
Fik lov til det hele
»Jeg var vel nok fire-fem år, da jeg fik en lille rød traktor med anhænger, og når jeg cyklede hen til vandtårnet og tilbage, stødte jeg gang på gang ind i Ejner, når han var på vej over til genboen med avisen. Det var sådan, det startede. Ejner og hans kone, Tove, lukkede deres hjem op for mig, og jeg har været der lige siden,« fortæller Bjarke Sørensen, som boede i det store gule hus i nummer 23 som barn.
Efter nogle år kom Esben Krogsgaard ind i billedet.
Bjarke og Esben blev venner på Struer Friskole, og Esben fandt sig som cirka ni-årig et fristed hos Bjarkes forældre.
»Men så snart vi fik fri fra skole, gik vi hen til Ejner, hvor vi enten spillede fodbold i haven eller fik lov til at bruge hans værktøj, så vi både kunne bygge højttalere og reparere cykler. Vi fik lov til det hele,« fortæller Esben Krogsgaard.
Selv lidt kontrolleret hærværk.
»Hvis vi var virkeligt sure og gale over et eller andet, kunne vi altid få lov til at afreagere ved at fælde et træ eller banke løs på et eller andet,« fortæller han.
Andre dage kunne de bare slappe af.
»Vi har siddet og set film i timevis inde i tv-stuen, mens Ejner sad ude i sit køkken og læste sportsreportager i BT. På et tidspunkt tillod Ekstra Bladet sig at skrive noget grimt om kvindelandsholdet i håndbold, som han fulgte i tykt og tyndt. Så efter det blev Ekstra Bladet boykottet. Han havde sine principper,« fortæller Esben Krogsgaard.
Sine principper og et hus, som altså altid stod åbent for de to drenge på vejen, som har haft stor glæde af Ejner Jeppesens rummelige sind.
»Når jeg har haft det lidt svært, har Ejnar altid sagt til mig, at det nok skulle gå: »Bare glem det. Solen står også op i morgen,« sagde han altid. Det glemmer jeg aldrig,« fortæller Esben Krogsgaard, mens han sidder i sofaen inde i Ejner Jeppesens stuer og forsøger at forlige sig med tanken om, at han aldrig får det at høre igen.
På et karlekammerskab er der en seddel, som markerer, at det er »Bjarkes«. Men ellers er alt til salg.
»Vi holder åbent hus lørdag den 4. juli, og i bedste fald kan vi også få huset solgt,« fortæller Esben Krogsgaard.
Boet er ved at blive gjort op. Men som »Jeppe« aldrig glemte sine drenge, vil drengene heller aldrig glemme »Jeppe«.
