Det er spild af penge, når transportminister Henrik Dam Kristensen (S) vil bruge yderligere 800 mio. kr. på de skandaleramte IC4-tog, der nu igen holder helt stille pga. tekniske fejl. Man kunne lige så godt smide pengene ud ad togvinduet.

Det mener to af Henrik Dam Kristensens partifæller, de tidligere trafikministre Jacob Buksti og Sonja Mikkelsen. I dag taler ophavsmændene bag IC4-togene for første gang ud om det gigantiske danske togprojekt, der ifølge flere jernbaneeksperter har ’trukket ud i latterligt lang tid’.

Skal elektrificeres Hvis de var transportministre i dag, ville Mikkelsen og Buksti begge sætte gang i elektrificeringen af jernbanenettet og sende IC4-togene ud på de danske sidespor. - Jeg ville elektrificere så meget som muligt og købe nye el-tog. IC4-togene ville jeg sende ud at køre på de mindre ruter, siger Sonja Mikkelsen. - Det er sindssygt at bruge flere penge på IC4-togene. Jernbanerne skal elektrificeres, og det er også meget mere rentabelt nu end for ti år siden pga. de stigende oliepriser, siger Jacob Buksti.
ER DET SPILD AF SKATTEKRONER AT BRUGE 800 MIO. KR. PÅ IC4-TOGENE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde for nylig, at problemerne med IC4-togene var noget, regeringen har arvet fra den forrige regering. Men det er langtfra hele sandheden. Nok har IC4-skandalen udviklet sig under VK-regeringen, men det var under Nyrup-regeringen, man i 1999 besluttede at droppe elektrificeringen af det danske banenet, og i 2000 at hyre italienske AnsaldoBreda som leverandør af 83 togsæt til 4,5 mia. kr. Manden, der primært har ansvaret for at stoppe elektrificeringen, var daværende finansminister Mogens Lykketoft. - Vi fik at vide fra Finansministeriet, at hvis vi ville have elektrificering, var der ikke råd til tog, siger Jacob Buksti. - Jeg ville gerne have elektrificering til Aarhus, men DSB var bagefter med så mange ting, bl.a. signaler og bremsesystemer, at der simpelthen ikke var råd. Men jeg begriber ikke, at Jacob købte tog hos AnsaldoBreda. Dem havde vi også hyret til at levere metrotogene, som jo egentlig bare er en vandret elevator. Og de var på det tidspunkt allerede forsinket, siger Sonja Mikkelsen, der var trafikminister i 1999. - Det var ikke min beslutning, men DSBs. Der er nogle udbudsregler, og man skal vælge det billigste tilbud, der lever op til kravene. Ellers risikerer man erstatningskrav, siger Jacob Buksti, der var trafikminister i 2000.

Skal bruge IC4

Det første IC4-tog skulle være indsat i april 2003, men i 2005 var det stadig ikke leveret, og DSB fik udbetalt en bod på 250 mio. kr. Først i 2008 kørte IC4-tog i normal køreplan, men ikke uden problemer. I 2009 fik DSB 2,25 mia. i kompensation fra italienerne, men skulle til gengæld færdiggøre togene. I maj i år havde DSB modtaget 42 togsæt, men kun 9 er i drift. Nu er al kørsel med IC4 indstillet pga. bremseproblemer. - Vi skal selvfølgelig have elektrificeret på sigt, men nu vil vi i første omgang gerne gøre det til Esbjerg. Og imens er vi nødt til også at bruge IC4-togene. Vi har jo brugt mange penge på dem allerede. Og DSB har også fået erstatninger fra AnsaldoBreda, som dækker størstedelen af de 800 mio. kr., siger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn. - Set i bakspejlet havde det selvfølgelig været bedre at sætte gang i elektrificeringen tilbage i 1999. Men der var en mere negativ holdning til elektricitet dengang, og oliepriserne var lavere. Nu giver det meget mere mening, siger han. Jernbaneekspert Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, siger til B.T., at 800 mio. til IC4-togene langtfra er nok. - Det kan godt være, man kan gøre disse tog køreklar for 800 mio. kr. Men det er en langt større, langt vigtigere udfordring, vi står overfor - og det er at få elektrificeret hovedstrækningerne i Danmark, slår Henrik Garver fast.

Hvad synes du? Er det spild af skattekroner at bruge 800 mio. kr. på IC4-togene?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. tirsdag