Jagten på illegal arbejdskraft og firmaer, der ser stort på danske regler bliver nu intensiveret, skriver Politiken

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har bedt Arbejdstilsynet øge indsatsen yderligere med 800 ekstra kontrolbesøg i danske og udenlandske firmaer inden for restauranter, hoteller og rengøring over de næste måneder.

- Jeg får et stigende antal meldinger om problemer inden for de områder. Der er mistanke om en opblomstring af et illegalt arbejdsmarked. Det er overtrædelse både på mit område - Arbejdstilsynet - men også moms, skat og opholdstilladelser, siger beskæftigelsesministeren.

I første omgang er det Arbejdstilsynet, som skal på kontrolbesøg, men det skal så tippe videre til andre myndigheder, hvis det finder mistænkelige forhold.

- Jeg kan som socialdemokratisk minister ikke leve med, at der er elementer af wild west på vort arbejdsmarked, og hvor man tilsyneladende behandler sine medarbejdere, som man har lyst til, siger Mette Frederiksen.

I forvejen har Arbejdstilsynet, Skat og politiet fået ekstra midler til en koordineret indsats mod social dumping. Men indsatsen skal intensiveres yderligere:

- Vi har sagt ja til denne ekstra opgave, som bliver koncentreret i det, vi kalder servicebranchen: hoteller, restauranter og rengøringsfirmaer. Det er her, vi ved, at der kan være problemer med arbejdskraften. Men det er også vigtigt at sige, at vi jo selvfølgelig også vil lede i de danske virksomheder, der hyrer udenlandske firmaer eller underleverandører - måske fordi de kan klemmes på pris og vilkår. Så signalet er klart: Der bliver sat store ressourcer ind på dette område, siger Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet.

Det er navnlig udlændinge fra tredjeverdenslande, som myndighederne støder på, når de aflægger kontrolbesøg på hoteller, restauranter og i rengøringsfirmaer. En forsker hæfter sig ved, at netop den type firmaer er udset til ’en ekstra indsats’.

Der har længe været fokus på østeuropæere på byggepladser, hvor fagbevægelsen står stærkt. Men der er en lav organisering i restauranter, hoteller og inden for rengøring, hvor der har udviklet sig et B-arbejdsmarked, siger Søren Kaj Andersen, der er centerleder ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet til Politiken.

BNB