Kort før midnat natten til onsdag ankom op mod 240 flygtninge og migranter til Rødbyhavn i et tog om bord på en færge fra Tyskland.

Først klokken 03:30 kunne politiet begynde at transportere nogle af flygtningene væk fra færgen i busser.

»En stor del af de her folk i toget forlod det i god ro og orden og er nu i vores modtagecenter,« oplyser politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til TV2.

Omkring 80 flygtninge nægter dog at forlade toget, der nu er kørt ud til siden. De får dog lov til at blive i toget. Ifølge TV 2 ønsker flygtningene at komme til Sverige og vil derfor ikke lade sig registrere af dansk politi i Danmark.

Kim Kliver fortæller, at politiet bevogter toget for at sikre, at der ikke sker noget med gruppen.

Aftenen og natten har været præget af uro i området. En gruppe mennesker havde samlet sig foran den skole, hvor de flygtninge, der er blevet registreret, er indlogeret, for at demonstrere, hvilket til sidst udviklede sig til stenkast mod politiet.

Gemytterne faldt imidlertid omkring midnat, efterhånden som folk tog hjem for at sove.