Efter kun godt tre uger i luften har mange tusinde danskere tilmeldt sig den nye digitale Nabohjælp. Politiet opfordrer borgerne til selv at gøre en indsats i kampen mod indbrud, men opruster også selv i stor stil mod juleindbruddene.

I alt har 7.791 danskere siden ordningens lancering i slutningen af november tilmeldt sig den nye, opdaterede og digitale Nabohjælp, skriver Berlingske.

Antallet lever ifølge Det Kriminalpræventive Råd op til forventningerne, men der skal stadig mange flere med, fortæller projektleder Lone Harlev.

- Vores ambition er at få 122.000 husstande tilmeldt Nabohjælp i løbet af 2013. Vi har sat gang i en masse derude. Mange har delt postkort ud til naboerne, og mange boligsammenslutninger og grundejerforeninger har bestilt materiale. Det skulle gerne afføde rigtig mange flere tilmeldte. Vi anbefaler jo, at man har minimum fire nabohjælpere i sit netværk, siger Lone Harlev.

En af udfordringerne er, at mange danskere er godt tilfredse med den »gamle« nabohjælp, hvor man taler med sine naboer, inden man tager på ferie. Men der er stadig fordele ved den opdaterede og digitale udgave, understreger projektlederen.

- Det er ok at gøre det, vi altid har gjort, men effekten af nabohjælpen bliver markant større med de tiltag, der ligger i det nye koncept, lyder det fra Lone Harlev, der også peger på, at danskerne som folkefærd måske ikke er dem, der »står forrest ved forebyggelseslågen«. At vi i bund og grund føler os ret trygge og ikke regner med at blive ofre for indbrud.

Men risikoen lurer lige om hjørnet, da vi nu går ind i den periode på året, hvor der sker allerflest indbrud: Juledagene. I landets politikredse har der igennem længere tid været fokus på at ruste sig til den årlige juleindbrudsbølge – og blandt andet udbrede budskabet om den nye Nabohjælp.

Syd- og Sønderjyllands Politi har sendt breve ud til 236 grundejerforeninger for at opfordre dem til at invitere en politimand med til næste møde og få gode råd til at sikre området og boligerne mod indbrud. Flere politikredse og Rigspolitiet har afholdt chat, hvor danskerne over internettet har kunnet spørge politiets eksperter til råds om indbrud. Og flere steder i landet har politiet været på gaden og i storcentre midt i julehandlen for at gøre borgerne opmærksomme på, hvad de selv kan gøre for at holde tyvene væk.

I Nordsjælland var politiet i sidste weekend ude for at stemme dørklokker i Gentofte, som sammen med Lyngby-Taarbæk og Rudersdal er de kommuner, der er hårdest plaget af indbrud, forklarer pressekoordinator Henrik Suhr. Her blev borgerne blandt andet opfordret til at tilmelde sig Nabohjælp og Nordsjællands Politis SMS-tjeneste – et forsøgsprojekt, der nu har fungeret i to år og har 9.000 tilmeldte borgere.

- Vi vil gerne have, at borgerne hjælper os med at være vores øjne ude i samfundet. Jo flere øjne, jo bedre, og de ved bedre end nogen andre, hvad der ikke er normalt i deres eget område. Vi har en rigtig god respons fra borgerne, siger Henrik Suhr og tilføjer, at borgerhenvendelser gang på gang fører til pågribelse af indbrudstyve.

Men politiet er også selv oppe på stikkerne i denne tid og laver blandt andet »hjemmebesøg« hos velkendte indbrudstyve, fortæller Henrik Suhr:

- Vi opsøger dem, der er på fri fod, så de er klar over, at vi holder øje med dem. Vi vil være massivt til stede hen over julen, så der er mange politifolk, der altså må holde jul en anden dag end juleaften.

Også andre politikredse har løbende oplyst, at de opruster mandskabet og patruljerne i juledagene.