For otte ud af ti danskere kan det være en irriterende oplevelse at gå i supermarkedet – ikke mindst på grund af de andre kunders opførsel. Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Deloitte, skriver Søndagsavisen

Nummer et på irritationslisten er kunder, der efterlader varer tilfælde steder i butikken, fordi de alligevel ikke vil have dem, og nummer to er kunder, der pakker deres varer ned i indkøbsposen, før de betaler.

Læs også om 9 ’dårlige’ vaner, der gør dig til et bedre menneske

»Danskere er udstyret med en fænomenal retfærdighedssans. Hvis vi kan se den mindste snert af, at folk gør noget for sig selv, som kommer os andre til ulempe, bliver vi irriterede. Og ofte får folk det også at vide,« siger forbrugerekspert og partner i Deloitte, Peter Mølkjær, og uddyber:

»Vi bliver lidt egoister og sender måske et irriteret blik, fordi en djævel farer i os. Vi skal blive bedre til at sige pyt og tænke på, at der nok er en grund til, at andre mennesker gør, som de gør,« siger Peter Mølkjær til Søndagsavisen.

Og netop ens egen indstilling er lettere at arbejde med end andres opførsel, siger psykolog Lars Otto Vinderød. Det har BT skrevet om her: 9 lette råd: Sådan opnår du respekt på arbejdspladsen

»Du er nødt til at stille dig selv et simpelt spørgsmål: Kan jeg påvirke det her? Hvis du ikke kan, så glem det. Hvis du begynder at tage ansvar for, at andre lægger varer forkerte steder i butikken eller forsinker køen, så vil du ende som et meget frustreret menneske,« siger han.

Ud over de to ovennævnte eksempler, svarer et flertal af danskerne, at de bliver irriterede over kunder, der 3) springer over i køen, 4) taler i mobiltelefon ved kassen, 5) bladrer aviser igennem og sætter dem tilbage på hylden, 6) trykker på grøntsager og lægger dem tilbage, 7) lader bonnen ligge i kassen eller 8) forsinker køen, fordi de mener, at de er blevet opkrævet en krone eller to for meget.