Omkring 750.000 danskere har ifølge beregninger ’præ-diabetes’ - de første tegn på, at de er på vej til at få type 2-diabetes.

Mange af dem vil muligvis i fremtiden kunne blive hjulpet med den nyudviklede blodtest, som ved at påvise et bestemt protein i blodet – SFRP4 – kan forudsige, om de er i fare for at blive syge - måske helt op til 10 år før diagnosen.

Nyheden om den nye test hilses velkommen i Diabetesforeningen, men forskningschef Malene Bagger oplyser, at man allerede har en udmærket test-mulighed:

- Vi kan jo allerede med et lille prik i fingeren og en blodprøve fastslå langtids-blodsukkeret, som kan være let forhøjet i måske to-tre år, før lægen konstaterer type 2-diabetes. Dvs. patienten har allerede nu mulighed for at ændre livsstil og dermed nedsætte risikoen for at blive rigtig syg, siger forskningschefen.

Mange tøver for længe

- Det er fint nok med den nye test, men problemet er jo desværre, at alt for mange tøver med at opsøge lægen for at blive tjekket. Det er svært at få indkredset rigtig mange af de 750.000 med præ-diabetes, fordi de ikke føler sig syge.

De har målbare problemer med langtidsblodsukkeret, men har endnu ikke typiske symptomer i form af f.eks. træthed, tørst og tissetrang. Mange fejltolker også eventuelle små symptomer. Tror f.eks., at det bare er tegn på, at de er blevet ældre, siger forskningschef Malene Bagger.

I dag ser vi på grund af det stigende antal overvægtige meget yngre personer med type 2-diabetes, ligesom det totale antal af type 2 diabetes-patienter stiger stærkt.

Fakta: Type 2-diabetes

Type 2-diabetes rammer især voksne. Sygdommen er arvelig, men udløses i mange tilfælde af usund livsstil som fysisk inaktivitet og usunde madvaner. Type 2-diabetes kan derfor til en vis grad forebygges.

Type 2-diabetikerne udgør ca. 80 pct. af den samlede gruppe af diabetikere. Det svarer til ca. 245.000 danskere.

750.000 danskere har ifølge beregninger præ-diabetes, dvs. er på vej til at få diagnosen.