Du kender nok ikke Jørgen Jørgensen. Men den 75-årige aarhusianer bærer historier nok i sig til en ny version af 1001 Nats Eventyr. Mød danskeren fra Fukushima og Vietnamkrigen.
Når man møder globetrottere i dag, er det typisk frequent flyers i stiveste puds. Habitmennesker, der tilbringer 200 dage om året i lufthavnes executive lounges, på anonyme femstjernede hoteller og i sterile mødelokaler i Houston, Singapore og Doha. Bortset fra taxaturene mellem lufthavne, hoteller og bestyrelseslokaler kunne de lige så godt tilbringe hele året i et glastårn i Ørestad.
I 1960erne var det ganske anderledes. Kloden var på mange måder stadig uendelig stor og præget af lokale og århundredårgamle kulturer og traditioner. Flyrejser var dyre og forbeholdt de få. Så de relativt få og på mange måder også uforfærdede vesterlændinge, der pakkede kufferten og drog mod fjerne destinationer, blev i højere grad end i dag mødt af såvel eventyret som af en nysgerrig og åbenhjertig lokalbefolkning. Det randt mig i hu, da jeg forleden mødte Jørgen Jørgensen – eller bare JJ, som han foretrækker at blive kaldt.
Første gang, jeg hørte fra Jørgen, var nogle få uger efter jordskælvet med efterfølgende mega-tsunami, der ramte Japan 11. marts 2011. Som videnskabsjournalist og japansk gift var jeg af avisen blevet sendt af sted for at dække katastrofen, og som dagene skred frem i den gennemrystede nation, fik mine reportager i stigende grad fokus på det store atomkraftværk Fukushima Daiichi et par hundrede kilometer nord for Tokyo.
Den jordskælvsudløste kæmpebølge havde overskyllet det ellers mere end ti meter høje tsunamiværn ved stillehavskysten og derefter druknet de nødgeneratorer, der skal holde reaktorerne i skak og sikre vedvarende nedkøling, når den almindelige strømforsyning svigter. Den ukontrollerbare varme i brændselsstavene skabte en eksplosion, som blæste taget af en reaktorbygning, og flere reaktorer begyndte at nedsmelte.
Den største atomkatastrofe på kloden i 25 år var en kendsgerning, og næsten 200.000 mennesker måtte evakueres fra den radioaktive zone.
Livshistorie der lyder som en løgn
Et par uger efter hjemkomsten fra den dramatiske reportagerejse ringede telefonen som sagt:
»Dav, det er Jørgen Jørgensen.«
Jeg lyttede tålmodigt til manden i den anden ende, og efter et par minutters høflighedsfraser fik Jørgen fremstammet sit egentlige forehavende:
»Ja, du ved, faktisk var jeg i sin tid som maskinmester i Japan med til at bygge Fukushima-værket op, og nu er det altså ret chokerende at se, at det er eksploderet.«
Det fik mig til at spidse øren, for hvordan i alverden ender en dansker med at lave atomkraftværker i Japan i slutningen af 1960erne? Jeg havde imidlertid travlt, men lovede at vende tilbage.
Tiden gik, jeg kom i tvivl om, hvordan jeg skulle dreje historien, hvorefter JJ mere eller mindre forsvandt fra bevidstheden. Lige indtil han for nylig vendte tilbage med besked om, at nu ville han tage bussen fra Aarhus for at møde mig, hvorefter den 75-årige mand en julidag i 2016 stod foran Berlingskes hovedindgang for at fortælle mig en livshistorie, der lyder som løgn.
Men den er ikke opdigtet, for Jørgen har vist mig sine personlige breve fra datiden, sine gamle visitkort og talrige andre papirer, som dokumenterer, at han rent faktisk har deltaget i Vietnamkrigen, bygget hoteller op i fortidens ellers næsten hermetisk lukkede Burma samt medvirket til at opbygge de første atomkraftværker i Asien. Alt sammen med udgangspunkt i en maskinmesteruddannelse og ansættelse på Mærsk-skibe i rutefart over hele kloden.
Jørgen hopper og springer i sin fortælling, for han har uendelig meget på hjerte og er proppet med anekdoter. Han fortæller om sine tre ægteskaber, først med en japaner, dernæst en kineser og nu med en burmeser, som bor hjemme i Åbyhøj. Om sit andet hus og sine mange højtstående forbindelser i sit andet hjemland, Burma – eller rettere Myanmar, som det officielt hedder i dag. Og om, hvordan han som 24-årig i 1965 via Hongkong endte som chief pumpman og service-ingeniør på amerikanske militærskibe, der sejlede op og ned langs Vietnams kyst med forsyninger til amerikanske tropper under Vietnamkrigen, blandt andet i forbindelse med de voldsomme Viet Cong-angreb med navnet Tet-offensiven.
Helt ubegribelig ulykke
I 1969 gik han i land i den myldrende japanske havneby Yokohama, hvor han på et værtshus skaffede sig ansættelse hos den amerikanske virksomhed General Electric, der havde det overordnede ansvar for opbyggelsen af Japans første atomkraftværk, Tsuruga. Jobbet var vellønnet, de lokale kvinder skønne, og eventyret førte ham videre til Fukushima-byggepladsen længere nordpå, hvor han svejsede og drejede rør og monterede utallige ventiler til reaktorerne.
»Heldigvis er jeg uden skyld i den forfærdelige ulykke, for den havde ikke noget med mit arbejde at gøre. Men siden har jeg undret mig over, hvorfor man placerede nødgeneratorerne på et af de laveste punkter på værket. Og over hvorfor man under opførelsen fjernede en høj kystbakke, der ville have virket som effektiv barriere mod selv den største tsunami. Det er helt ubegribeligt,« siger han.
Først ved årtusindskiftet vendte Jørgen Jørgensen tilbage til sit gamle fædreland. I mellemtiden havde han arbejdet i USA, Kina og Burma – et land, han gentagne gange er vendt tilbage til, blandt andet som observatør efter den frygtelige tyfon Nagis, der i 2008 kostede mindst 138.000 mennesker livet.
Jørgen Jørgensen er hverken berømt opdagelsesrejsende eller eventyrer, og i Åbyhøj er han først og fremmest ham pensionisten med de mange utrolige historier på ærmet. Men engang i mellem skal der være plads til at hylde ukendte, men helt igennem frygtløse danskere som Jørgen, der bærer halvdelen af den nyere verdenshistorie i sig. Samt stof nok til en ny version af 1001 Nats Eventyr.
