Omkring 150.000 kroner er strømmet ind på Dyreværnets konto de sidste par dage. Årsagen er ankomsten af 60 hunde. Tirsdag blev de overdraget til Dyreværnet i Rødovre, efter Østre Landsret stadfæstede dommen over for en kvinde fra Sydsjælland, der nu har fået fjernet de 60 hunde og frakendt retten til at have med dyr at gøre i tre år.

Dyreværnet meldte selv ud tirsdag, at det var småt med både plads og penge i forhold til at tage sig af de mange forkomne hunde, og efterfølgende er det væltet ind med donationer og tilbud om at aftage dyrene, så snart de er klar.

Dyreværnet blev for første gang opmærksom på sagen i foråret 2013, men det var altså først tirsdag eftermiddag, at alle hundene havnede i Rødovre.

Hør mere om sagen og se de søde hunde i tv-indslaget øverst.